Covid-19: Nødpasning i helligdagene i flere nordjyske kommuner
Med et stort sygehus i kommunen har man blandt andet i Hjørring valgt, at forældre med kritiske jobfunktioner skal have mulighed for at få passet børn, selv om det er på en helligdag
Opdateret 09. juni 2022 kl. 10:59
NORDJYLLAND: I forbindelse med corona-udbruddet er der som bekendt etableret nødpasning af de 0-9-årige - men flere nordjyske kommuner er nu også, for første gang nogensinde, klar med nødpasning i påskens helligdage.
Det gælder blandt andet Hjørring Kommune.
- Det gør vi ud fra den betragtning, at vi har et stort sygehus i byen - og så selvfølgelig alle de ansatte i kommunens ældrepleje. Folk i kritiske jobfunktioner skal kunne få passet deres børn, og foreløbig er der tre børn, der har behov for pasning i løbet af påskens helligdage, fortæller Jesper Carlsen, der er direktør for børne-, fritids- og undervisningsforvaltningen.
Direktøren fortæller, at kommunen er gearet, hvis tallet ændrer sig:
- I den her situation kan der hurtigt blive ændret i vagtplanerne i sundhedssektoren, men vi er klar med både personale og institutioner, hvis det bliver nødvendigt.
Hvis man bor i Hjørring kommune og pludselig får behov for nødpasning af sit barn i påskens helligdage, fordi man skal varetage en kritisk jobfunktion og ikke kan finde alternativ pasning, så skal man henvende sig til lederen af den institution/skole, barnet normalt går i. Herefter vil der blive fundet en løsning.
P4 Nordjylland oplyser, at også Aalborg Kommune er klar til at tilbyde nødpasning i hellegdagene - her skulle ti børn foreløbig være tilmeldt. Pasningen kommer til at foregå på Stolpedalsskolen.
Også i Mariagerfjord Kommune åbner man op for nødpasning i helligdagene - det sker på Hadsund Skole.tn