Dyr nyhed på E39: Og nej, det er ikke til at skyde til måls efter
Det er nu blevet lidt nemmere at finde vej til nordjysk turist-attraktion - dyrt skilt banket i jorden på nordjysk motorvej
Opdateret kl. 16:48
Forhåbentlig bliver det ikke opfattet som en ny skydeskive, skiltene som netop er blevet banket i jorden to steder langs E39.
Som Nordjyske kunne berette sidste år, så har ukendte gerningsmand plaffet huller i en række skilte på strækningen mellem Vrå og Hjørring - men det er naturligvis ikke meningen med skiltene, ej heller de nye slagsen:
Det skal i stedet være med til at sætte en nordjysk turist-attraktion på landkortet, uanset om man kommer kørende i nord- eller sydgående retning.
Det drejer sig om Kornets Hus syd for Hjørring, der nu har fået skilte sat op på linje med eksempelvis Børglum Kloster og Aalborg Zoo.
Sådanne attraktionsskilte er dog ikke gratis – faktisk beløber udgiften sig til knapt 200.000 kroner, oplyser Kornets Hus.
Men attraktionen er nået i mål med finansieringen via en donation fra Sparekassen Danmarks Fond på 98.828 kroner.
- Vi har i dag omkring 20.000 årlige besøgende, men vi skal gøre alt for sikre, at også nye gæster, som måske kommer langvejs fra, får øjnene op for mulighederne i Kornets Hus, og her tror jeg, at et attraktionsskilt ved motorvejen vil få en væsentlig betydning, siger lederen i Kornets Hus, Johannes Vestergaard, der sidste år meddelte, at han snart stopper på den nordjyske turist-attraktion.
De nye attraktionsskilte står ved afkørslen Hjørring Syd i både syd- og nordgående retning, og i Kornets Hus håber man allerede at kunne opleve en effekt i vinterferien, hvor der er fuldt program i både bageriet og i caféen alle dage.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.