Efter masseslagsmål i Hjørring: Der er stadig ingen spor af hverken ofre eller gerningsmænd

Politiet har ikke ret meget at gå efter i sagen om et stort slagsmål mellem 20 mænd i Hjørring i sidste uge

Arkivfoto Martin Damgård

Arkivfoto Martin Damgård

HJØRRING:Dronningensgade i Hjørring var tirsdag i sidste uge kampplads for omkring 20 mænd, der tørnede sammen i et masseslagsmål. Nogle af mændene var bevæbnet med slagsvåben og knive, og der blev affyret løse skud i forbindelse med sammenstødet.

Slagsmålet skete omkring klokken 17.30, men var ganske kortvarigt. Da politiet ankom til stedet, var mændene forduftet - og siden har der ikke været spor af dem.

Politiet fandt dog frem til en mand, der var kommet til skade - men han afviste, at skaderne stammede fra et slagsmål.

Og der er stadig ikke dukket hverken ofre eller gerningsmænd op i sagen, oplyser politikommissær Lene Madsen fra Nordjyllands Politi i Hjørring.

- Vi har ikke nogle ofre, så på den måde har vi heller ikke en voldssag, fortæller Lene Madsen.

Politiet ved derfor ikke, hvem der var med i slagsmålet, eller hvad der var årsagen til det. Men på trods af de få spor at gå efter, så bliver sagen fortsat efterforsket, understreger Lene Madsen.

- Vi har fået en del henvendelse fra borgere, og dem er vi ved at undersøge. Og vi er selvfølgelig stadig interesseret i at få henvendelser, siger Lene Madsen.

Selvom politiet på nuværende tidspunkt ikke ved ret meget om slagsmålet, så arbejdes der ud fra, at slagsmålet var planlagt, og at det var resultatet af en eller anden kontrovers mellem grupperinger i Hjørring.

Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.