Elev smittet med corona - klasse og lærere skal blive hjemme
Endnu en gang er Lundergårdskolen i Hjørring ramt af corona

Endnu en gang er Lundergårdskolen i Hjørring blev ramt af corona. Foto: Martin Damgård
HJØRRING:En elev på syvende klassetrin på Lundergårdskolen i Hjørring er testet positiv for coronavirus.
Det bekræfter skoledistriktsleder Michael Harritslev over for NORDJYSKE.
Han blev orienteret herom sidst på eftermiddagen mandag. Her var den pågældende elevs klasse taget hjem efter en normal skoledag, men de skal ikke møde ind i morgen. De lærere, der har været tæt på klassen, skal også blive hjemme.
- Vi har en helt fast handleplan, og vi har orienteret klassen, forældre, medarbejdere og op i systemet i Hjørring Kommune. Det kører næsten helt automatisk, fortæller Michael Harritslev.
Han ved endnu ikke, hvor den pågældende elev er blevet smittet.
- Styrelsen for Patientsikkerhed vil gå opdagelse og prøve at lave en smittesporing. Men det er helt udramatisk. Alle tager det stille og roligt, og det er jo en virkelighed, vi er nødt til at vænne os til. Desværre, siger Michael Harritslev.
Lundergårdskolen har tidligere været ramt af coronasmitte. De elever samt medarbejdere, der altså skal blive hjemme fra skole tirsdag, skal testes, inden de må vende tilbage.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.