Falsk betjent udsatte 91-årig kvinde for groft tricktyveri
En ældre kvinde lukkede falsk betjent ind i sin lejlighed - han stjal 8.000 kroner fra hende
LØKKEN: En 91-årig kvinde blev tirsdag udsat for et groft trick-tyveri i sin egen lejlighed på Toldbodvej i Løkken.
Omkring klokken 16 bankede en mand på døren, og da den ældre kvinde åbnede, bildte han den 91-årige ind, at han var fra politiet og i gang med at efterforske indbrud i området.
Det fortæller politikommissær Kenneth Ginnerup, Nordjyllands Politi i Hjørring.
Kvinden lukkede godtroende den falske politimand ind i sin lejlighed, og her fulgte han med rundt i alle rummene i lejligheden.
Kort tid efter gik manden igen, og kvinden opdagede efterfølgende, at der manglede 8000 kroner i kontanter.
Pæn og nydelig mand
Den 91-årige har beskrevet gerningsmanden som en pæn og nydelig mand:
– Dansk af udseende
– 40-45 år
– 180-185 cm. høj
– Almindelig af bygning
– Han var lys i huden og havde sort hår
– Han havde en hvid skjorte på med sort slips og en mørk skindjakke.
Har man oplysninger i sagen, eller har set den falske betjent, så kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.