Farvel-sang på nordjysk sygehus

Happening på regionshospital i Hjørring, da lungeafdeling lukkede mandag

Mandag blev lungeafdelingen på hospitalet i Hjørring lukket. Det blev markeret med farvel-sang foran afdelingen. <i>Privatfoto</i>

Mandag blev lungeafdelingen på hospitalet i Hjørring lukket. Det blev markeret med farvel-sang foran afdelingen. Privatfoto

HJØRRING:Sang, kram og et trist farvel.

Op mod 70 personer deltog mandag formiddag i en happening foran lungemedicinsk afdeling på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

- En stille protest mod lukningen af afdelingen, siger sygeplejerske Maiken Haunstrup og social- og sundhedsassistent Kristina Dissing.

Helt stille var protesten dog ikke, for der blev sunget følelsesladede sange og givet farvel-kram blandt kollegerne.

Mangler sygeplejersker

Men beslutningen ér taget - manglen på sygeplejersker er for stor til, at vagtplanerne kan hænge sammen på lungeafdelingen i Hjørring.

Derfor blev afdelingen lukket mandag, og lungepatienterne fordeles til andre medicinske afdelinger hos Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Især til hjerteafdelingen, hvor nogle af medarbejderne fra lungeafdelingen flyttes med.

Ambulatoriet for akutte lungepatienter bibeholdes.

- En værdig afsked

De op mod 70 personer, der deltog i det syngende farvel til lungeafdelingen, omfattede sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, læger og andet personale på sygehuset.

- Vi fik med happeningen vist vores utilfredshed med lukningen. Og vist, at vi er en afdeling, der stod sammen. Det var en værdig afsked med lungeafdelingen, lyder det Kristina Dissing og Maiken Haunstrup.

Farvel-ceremonien blev da også bemærket af hospitalsledelsen, som kom forbi for at aftale det videre forløb med afdelingsledelsen.

Udfordret sundhedsvæsen

Intet tyder på, at lungeafdelingen i Hjørring kan genåbnes foreløbig.

- Det sker på danske hospitaler hver eneste dag, at der er specialområder, som ikke kan holde snuden over vandet - desværre. Det fortæller noget om et sundhedsvæsen, som er udfordret. Der mangler sundhedsprofessionelle, fortalte plejefaglig direktør Charlotte Fuglesang forleden til Nordjyske.

Bekymring for patienter

Personale på hospitalet i Hjørring mener, at lukningen af lungeafdelingen kan påvirke behandlingen.

- Vi er bekymrede for patientsikkerheden for lungepatienter, siger Kristina Dissing og Maiken Haunstrup.

Den bekymring deles af Lungeforeningen.

- Der er masser af lungepatienter i Nordjylland, som er meget syge og behandlingskrævende, har Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen, udtalt til Nordjyske.

Hun er "forfærdet" over lukningen af lungeafdelingen på hospitalet i Hjørring.

Ledelse afviser bekymring

Lægefaglig direktør Søren Hjortshøj fra Regionshospital Nordjylland afviser, at behandlingen af lungepatienter bliver dårligere.

Aktuelt skal 10 patienter flyttes til hovedsageligt hjertemedicinsk afdeling. 

- Flytningen sker nænsomt, hvor det nøje vurderes, hvilket afsnit den enkelte patient skal overflyttes til, siger han.

Samme behandling

- Patienterne kan være helt trygge. Patientsikkerheden er ikke truet, som nogle har sagt. Vores patienter får den samme behandling, som de fik i sidste uge på det lungemedicinske afsnit, for personalet følger med, og vi tilbyder den samme behandling, fortæller Søren Hjortshøj.

Der er ikke tale om at lukke for behandling, men en flytning af lungepatienter til andre medicinske afsnit på hospitalet i Hjørring. Der er stadig samme antal senge, oplyser den lægefaglige direktør.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.