Fedladen kronraget mand efterlyses for omfattende hærværk i Hjørring

Også en kvinde i armygrøn jakke er efterlyst af Nordjyllands Politi i sagen

Jens Hukiær
Det voldsomme malerhærværk blev allerede mandag fjernet igen. Foto: Hans Ravn
Hærværk 11. juli 2019 09:43 - Opdateret 11. juli 2019 11:27

HJØRRING: Nordjyllands Politi frigiver nu signalementer på to personer - en mand og en kvinde - som mistænkes for at stå bag groft hærværk i Hjørring i perioden fra fredag den 5. juli og indtil tirsdag den 9. juli.

Her skete der flere tilfælde af groft hærværk på facader i midtbyen i Hjørring

Hærværket i Hjørring

Der er tale om en efterlysning af en mand og en kvinde, der ifølge vidneforklaringer ser sådan ud:

Manden er dansk af udseende, 30-35 år, fedladen og kronraget eller skaldet, Yderligere kendetegn er skægvækst omkring munden, dog ikke kraftig. Han var iført mørk hættetrøje og mørke bukser og medbragte en blå malerspand og malerrulle påsat en teleskopstang.

Kvinden er også dansk af udseende, 25-30 år, almindelig af bygning med lyst mellemlangt let krøllet hår. Hun var iført: armygrøn jakke/frakke.

- Vi ser med alvor på disse sager, og vi efterforsker bredt. Vi har blandt andet været på gerningsstederne og foretaget undersøgelser samt sikret flere spor, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Michael Karstenskov, der tilføjer, at man også kigger forskellige overvågningsbilleder igennem.

- Vi arbejder ude fra den teori, at det ikke blot er en person, der har kendskab til hærværket – og vi appellerer derfor til personerne, som har været en del af dette, om at melde sig selv til politiet, forklarer Michael Karstenskov.

Vidner, der måtte have set eller hørt noget, der kan sættes i forbindelse med hærværket – eller måske har en idé om, hvem de to efterlyste kan være, bedes straks kontakte Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.

Tre anmeldelser

Politiet har lige nu modtaget tre anmeldelser om hærværk på facader i midtbyen i Hjørring.

- Vi har kendskab til flere steder – både offentlige og private. Men vi er afhængige af, at borgerne anmelder det, da hærværk er såkaldt betinget offentlig påtalt, siger politikommissær Michael Karstenskov.

Udtrykket ”betinget offentligt påtalt” betyder, at politiet først påbegynder en efterforskning, hvis en forurettet anmelder forholdet.

Hvis man vil anmelde et hærværk, skal man ringe til telefon 114 med oplysninger.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...