Rubjerg Knude Fyr

Først flyttede han fyret - nu flytter han selv

Torsdag er det et år siden, at murer-Kjeld & Co flyttede Rubjerg Knude Fyr

Kjeld Pedersen er på besøg ved fyret et par gange om ugen. Der går sikkert 30 år, inden det eventuelt skal flyttes igen, men alligevel går han så småt i flyttetanker ...

Kjeld Pedersen er på besøg ved fyret et par gange om ugen. Der går sikkert 30 år, inden det eventuelt skal flyttes igen, men alligevel går han så småt i flyttetanker ...

RUBJERG:Der er løbet meget vand i åen - og blæst meget sand af klinten - siden Rubjerg Knude Fyr blev flyttet 70 meter ind i landet.

Torsdag er det et år siden, Murer-Kjeld & Co leverede svendestykket foran tilskuere og verdenspresse. Både tidsplan og det fem millioner kroner store flytte-budget blev overholdt - endda så godt og vel.

Tirsdag i denne uge var der byggemøde ved fyret, hvor Kjeld Pedersen sammen med Naturstyrelsen, der ejer fyret, og Hjørring Kommune tjekkede fyrets stand. Tommelen kunne hurtigt vendes i vejret - dog er der lidt knas med sandfygning omkring soklen: Når det virkelig blæser, så kan der forsvinde så meget sand, at man skal træde det meste af en meter op for at komme ind i fyret.

Murer-Kjeld og repræsentanter fra Hjørring Kommune (Thomas Lomholt) og Naturstyrelsen (Jesper Blom-Hansen) har netop holdt byggemøde for at se, om fyret har det godt her et år efter flytningen. Foto: Bente Poder

Murer-Kjeld og repræsentanter fra Hjørring Kommune (Thomas Lomholt) og Naturstyrelsen (Jesper Blom-Hansen) har netop holdt byggemøde for at se, om fyret har det godt her et år efter flytningen. Foto: Bente Poder

Det problem vil trekløveret have løst i nærmeste fremtid, hvor lidt af flytte-budgettets overskud skal bruges på at skabe en mere stabil ramme om fyret.

Fra drenge til mænd

Sidste år bekendtgjorde Murer-Kjeld, at der skulle geares ned for arbejdet, når fyret var blevet flyttet.

- Det går det skidt med. Jeg kan ikke rigtig undvære arbejdet, lyder det fra Murer-Kjeld, der tager telefonen onsdag morgen et sted i Hjørring, hvor han er i gang med at gøre et badeværelse i stand.

Murer-Kjeld fyldte 60 år i april, men der blev ingen fest på grund af Covid-19.

Årsdagen for flytningen af fyret kunne være en anden anledning til at mødes og hæve glasset, men tiden er fortsat ikke fest-moden.

- Og skal der holdes fest, så skal det gøres ordentligt, fastslår Murer-Kjeld, der efter flytningen er begyndt at mødes privat med Kran-John (John Christensen, BMS Krangården, red.).

Og en af de ting, der står klarest i Murer-Kjelds erindring fra flytningen, er netop det gode samarbejde med mange forskellige folk.

Indvielses-festen gjorde også et kæmpe indtryk på ham - mens selve flytningen paradoksalt nok ikke fylder så meget.

- Den havde jeg jo tænkt igennem mange gange i mit hoved. Og det gik ligesom, jeg havde regnet med, som han siger.

En helt almindelig hverdag i uge 43 trækker fyret også folk til. Foto: Bente Poder

En helt almindelig hverdag i uge 43 trækker fyret også folk til. Foto: Bente Poder

Hvordan rangerer flytningen af fyret i forhold til andre store begivenheder i dit liv?

- Det er selvfølgelig stort at have gjort det. Men der er da noget, der står højere: Eksempelvis da mine børnebørn kom til verden, men også de 10 drenge, jeg har været med til at gøre til voksne mænd, mens de er blevet udlært hos mig, siger Murer-Kjeld.

Huset sat til salg

Det seneste år er skrænten kommet lidt nærmere fyret; mursten fra det yderste hus’ fundament - der hvor man de første år af fyrets levetid fremstillede fedtgas - er ved at skride ud.

- Men ellers er den største ændring sket i højden på klinten. Jeg vil tro, fyret kan stå 30 år endnu - og skal det flyttes igen, så skal jeg nok komme trillende med min rollator og give gode råd, siger han.

Men Murer-Kjeld går alligevel i flyttetanker: Hjemmet gennem de seneste 18 år - Grønne Klitvej 215 - er for nylig sat til salg for knap tre millioner kroner.

- Vi har købt et lille hus i Lønstrup. Det vil jeg rage ned og så bygge et nyt. Og når jeg så en gang lærer at holde op med at arbejde, så vil jeg ud at fiske lidt, afslører han.

Her kan du se Murer-Kjelds hus, der er blevet sat til salg

Naturstyrelsen har gennem årene vurderet, at omkring en kvart million personer årligt besøger Rubjerg Knude - og interessen er ikke blevet mindre efter flytningen af fyret, fastslår skovrider Jesper Blom-Hansen, Naturstyrelsen Vendsyssel.

På basis af observeringer på p-pladserne ved knuden samt en tæller ved fyret, vurderer han, at der på de vildeste dage har været omkring 6000 besøgende på knuden, hvoraf halvdelen har taget turen ind i fyret.

Hjørring Kommune har da også mundvigene helt oppe i fyr-højde, når man kigger tilbage på det første år.

- Det betyder meget for turisthvervet, at det lykkedes, lyder det fra specialkonsulent Thomas Lomholt, Hjørring Kommune.

Især i Lønstrup kunne man mærke en afsmittende effekt af fyrflytningen, lyder det fra både turistchef Helle Sigetty og købmand Henrik Amtoft, Spar.

Turistchef i Lønstrup, Helle Sigetty, og hunden Tiger ved bureauets populære plakater, der er tegnet af Anders Budolfsen. Foto: Bente Poder

Turistchef i Lønstrup, Helle Sigetty, og hunden Tiger ved bureauets populære plakater, der er tegnet af Anders Budolfsen. Foto: Bente Poder

Begge peger dog på, at de mange besøgende i kystbyen det seneste halve år også kan forklares med corona-krise og rejse-restriktioner til udlandet.

Henrik Amtoft, Spar-købmand i Lønstrup, langer en del fyr-øl over disken fra Løkken Bryghus og Bryghuset Vendia. Foto: Bente Poder

Henrik Amtoft, Spar-købmand i Lønstrup, langer en del fyr-øl over disken fra Løkken Bryghus og Bryghuset Vendia. Foto: Bente Poder

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.