Dødsfald

Folkekær skuespiller død

Hans Holtegaard, kendt fra teater, revy, film og tv, blev 68 år

Hans Holtegaard som Jeppe i "Jeppe på Bjerget" - en af de mange roller, han spillede på Vendsyssel Teater. Foto: Hans Ravn

Hans Holtegaard som Jeppe i "Jeppe på Bjerget" - en af de mange roller, han spillede på Vendsyssel Teater. Foto: Hans Ravn

Hans Holtegaard, skuespiller, Lønstrup, er død, 68 år.

Hans Holtegaard, der voksede op i Hjørring og oprindelig var uddannet som elektriker, satte sit præg på kulturlivet i Vendsyssel gennem næsten 50 år som musiker og autodidakt skuespiller. Et som oftest muntert præg, men ikke sjældent med en bund af seriøs og dyb alvor.

Han var i 1973 som sanger og trommeslager med til at stifte orkestret Slåbrock Band sammen med Alex Gullach og Kjeld Thorbjørn; et band hvis barokke humor fik legendarisk status - i hvert fald hos de vendelboer og enkelte søndenfjords, der forstod dialekten fra Søndre Tornby og omegn i klassikere som ”To gears Disella” og ”Å er så glå ve dyjr”.

Siden blev teatret og skuespillet hans verden. Han deltog fra begyndelsen i 1984 i det, der med tiden har udviklet sig fra et turnerende egnsteater til Vendsyssel Teater på Banegårdspladsen i Hjørring. Hans Holtegaard var med hele vejen og spillede undervejs utallige store og små roller. Det første turnerende stykke børneteater var ”Momo” med Hans Holtegaard, Louise Hessner og Kresten Andersen på scenerne.

Han prøvede snart sagt alle genrer, ikke mindst fik han en stor personlig succes med rollen som faderen i den Reumert-nominerede ”Prinsesserne”, som gæstespillede på Gladsaxe Teater, Odense Teater og Svalegangen i Aarhus. Hans Holtegaard har været gæstespiller på Svalegangen og på Aalborg Teater, ligesom han spillede brudens far i Randers Egnsteaters store succes ”Bryllupsfesten”.

På hans lange, lange cv står Hjørring Revyen i syv sæsoner og Aalborg Vinterrevy i to. Også en god håndfuld film er det blevet til fra komedien ”Hjælp – min datter vil giftes” i 1993 til ”Hvidsten Gruppen” og ”Lykke Per”. Yngre generationer kender ham som bedstefar i to sæsoner julekalender med ”Ludvig og Julemanden”, mens andre kender ham fra tv-serier som ”Bryggeren”, ”Dicte”, ”Norskov” og ”Sygeplejeskolen”. Senest medvirkede han i ”Hvide Sande”.

Selv har han fremhævet to yndlingsroller fra de mange år på Vendsyssel Teater, dels ”Men den skønneste krans” (1989):

- Stykket var skrevet af Niels Hausgaard. Jeg spillede sammen med Birgit Conradi og Kresten Andersen - rundt om i forsamlingshuse og i København. Vi spillede den forestilling 180 gange!

Og dels ”Parasitterne” (2014):

- Instruktøren Mogens Pedersen og jeg forstod bare hinanden så godt. Der skulle ikke så mange ord til. Rollen som Gruesen har virkelig betydet meget for mig. Jeg fik en Reumert-nominering for den. Og så er det jo bare sjovere at spille det dumme svin end at spille førsteelskeren - den rolle er jeg jo så godt nok aldrig blevet tilbudt…

Han spillede meget andet end det dumme svin. Og han gjorde det dedikeret. Når Hans Holtegaard påtog sig en rolle, gik han 100 procent ind i den ud fra en devise om, ”at skal det gøres, så skal det gøres ordentligt”.

Hans Holtegaard blev tildelt Spar Nord Hjørrings kulturpris i 2015, hvor han blev fremhævet som en fremragende ambassadør for kommunen.

Vendsyssel Teater har ingen fastansatte skuespillere, men en gruppe af kerneskuespillere, der ofte medvirker. Blandt dem og alle andre på teatret har Hans Holtegaard været en skattet kollega gennem alle årene.

Han efterlader datteren Emma, der de seneste tre år har boet i Grønland.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.