Fredspris for vægmalerier: - Der blev den jyske pige sgu alligevel lidt glad i låget

På Furrebyvej har Lise Vestergaard illustreret det 13. Verdensmål: ”Back To Nature”. Foto: Kirsten Olsen

På Furrebyvej har Lise Vestergaard illustreret det 13. Verdensmål: ”Back To Nature”. Foto: Kirsten Olsen

LØKKEN:- WOW. Jeg har fået en fredspris. For nyligt modtog jeg en mail som jeg måtte læse TRE gange for at forstå indholdet, for så at bide mig selv i tungen og lave en lille fredsdans.

Sådan skriver kunstneren Lise Vestergaard, der har malet en række vægmalerier i Løkken, på sin Facebookside.

Lise Vestergaard står bag 17 streetart-motiver, der indgår i projektet Løkken Kunststi. Et projekt, som Kulturhus Løkken står bag. De 17 motiver er inspireret af FN's 17 verdensmål.

Prisen hedder "The Faces of Peace Art Prize" og uddeles af Contemporary Art Curator Magazine. Det er en pris, der uddeles til 70 kunstnere verden over.

Lise Vestergaard stammer fra Hjørring, men bor nu i København. Her er hun fotograferet, mens hun arbejder på sit andet murmaleri i Løkken.  <i>Foto: Kirsten Olsen</i>

Lise Vestergaard stammer fra Hjørring, men bor nu i København. Her er hun fotograferet, mens hun arbejder på sit andet murmaleri i Løkken.  Foto: Kirsten Olsen

- Der blev den jyske pige sgu alligevel lidt glad i låget. Tak for tilliden og opmærksomheden, skriver Lise Vestergaard i sit opslag, og hun fortsætter:

- Så lad os fejre hinanden, prise hinanden. Ja. lad os sende en hulens masse kærlighed og fred ud i en verden der har hårdt brug for det.

I beskrivelsen af prisen fremgår det, at den tildeles fremtrædende kunstnere, hvis arbejde bidrager væsentligt til fred og menneskelig udvikling og tilskynder til forandringer gennem deres talent og kreativitet for at genoprette balancen i forholdet mellem menneskeheden og det naturlige miljø.

FN's 17 verdensmål

1 - Afskaf Fattigdom

Vi skal afskaffe alle former for fattigdom i verden

2 - Stop sult

Stoppe sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug

3 - Sundhed og Trivsel

Vi skal sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgruppe

4 - Kvalitetsuddannelse

Vi skal sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring

5 - Ligestilling mellem Kønnene

Vi skal opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder

6 - Rent Vand og Sanitet

Vi skal sikre bæredygtig adgang og forvaltning af vand og sanitet for alle

7 - Bæredygtig Energi

Vi skal sikre, at alle har adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris

8 - Anstændige Jobs og Økonomisk Vækst

Vi skal fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle

9 - Industri Innovation og Infrastruktur

Vi skal bygge robust infrastruktur, fremme inklusiv og bæredygtig industrialisering og understøtte innovation

10 - Mindre Ulighed

Vi skal reducere ulighed i og mellem lande

11 - Bæredygtige Byer og Lokalsamfund

Vi skal gøre byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige

12 - Ansvarligt Forbrug og Produktion

Vi skal sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer

13 - Klimaindsats

Vi skal handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser

14 - Livet i havet

Vi skal bevare og sikre bæredygtig brug af verdens have og deres ressourcer

15 - Livet på land

Vi skal beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, fremme bæredygtigt skovbrug, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet

16 - Fred, retfærdighed og stærke institutioner

Vi skal støtte fredelige og inkluderende samfund. Give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer

17 - Partnerskaber for handling

Vi skal revitalisere det globale partnerskab for bæredygtig udvikling og styrke midlerne til at nå målene

Kilde: Red Barnet

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.