Gjorde rent i lejet sommerhus - og måtte ringe til politiet

Fryseren gemte på noget af en overraskelse

 <i>Foto: Laura Thomsen</i>

Foto: Laura Thomsen

NØRRE LYNGBY: Rengøringspersonalet fik sig en overraskelse, da de lørdag 27. juni skulle gøre rent i et sommerhus.

Det var i Nørre Lyngby nord for Løkken, hvor sommerhuset skulle gøres klart til et nyt hold, efter at det havde været lejet ud til 14 gæster.

- I fryseren opdagede rengøringen, at der lå dét, som skulle vise sig at være 17 gram amfetamin, fortæller politikommissær Michael Karstenskov fra Lokalpolitiet i Hjørring.

Han vurderer, at så stor en mængde narkotika ikke kun er til en enkelt person. Og det var altså også et selskab på 14, som havde lejet huset.

- De har så ikke fået ryddet helt op efter sig, konstaterer Michael Karstenskov tørt.

Da politiet ved, hvem der stod som lejer af sommerhuset, er der "noget, vi skal følge op på", som politikommissæren udtrykker det. Han vil ikke komme nærmere ind på, hvor sommerhuset ligger, eller hvem lejerne var.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.