Hirtshals-klumpfisk trives godt

Den lille ny har hurtigt vænnet sig til de nye omgivelser og dykkerne i det store akvarium

Den lille ny klumpfisk
Nordsøen oceanarium 16. august 2019 14:45 - Opdateret 16. august 2019 14:45

HIRTSHALS: Den cirka to kilo tunge, og 30 cm. lange klumpfisk, der blev landet af Hanstholm-kutteren ”Fru Middelboe” i sidste uge, trives godt på Nordsøen Oceanarium, hvor den lige efter ankomsten blev lukket ud i det 4,5 millioner liter store akvarium.

Den har gennem den sidste uge vænnet sig til de nye omgivelser og ikke mindst til dykkeren. De 2 andre klumpfisk på henholdsvis ca. 350 kg og ca. 75 kg bliver håndfodret hver dag, og den lille ny har vist en vis interesse, uden at tage det sidste initiativ til at spise fra dykkerens hånd.

Biolog Kristina Ydesen og dykker Simon Madsen besluttede torsdag, en uge efter ankomsten, at de ville prøve at indfange den lille klumpfisk. Formålet var, at anbringe den i et slags mobilt anlæg, der er blevet sænket ned i Oceanariet. Dette ville give endnu mere ro til klumpfisken, og mulighed for at dykkeren kunne komme helt tæt på og derved få fodret den.

Indfangning blev nøje planlagt, og det lykkedes i første forsøg, med mindst mulig påvirkning af fisken, at få den flyttet ind i anlægget. Kort tid efter svømmede Simon deri, og tilbød klumpfisken foder fra sin hånd. Overraskende begyndte klumpfisken straks at indtage føden, helt uden frygt for dykkeren og hans luftbobler, der ellers kan virke skræmmende for nye beboere i Oceanariet.

- Jeg tror at den langsomme tilvænning i det store anlæg, hvor vi dykkere har været nede og fodre de andre klumpfisk og stimefisk simpelthen har gjort sit til, at denne mission lykkedes så godt, siger biolog Kristina, og fortsætter:

- Vi har dagligt observeret den lille fisk nøje og ændret planer løbende. Jeg er meget glad for at vores lille mission lykkedes. Nu kan vi i ro og mag dykke ned til klumpfisken flere gange dagligt, og få den vænnet til, at vi dykkere altså betyder mad. Jeg forventer at det ikke varer længe førend den kan komme tilbage ud af sit midlertidige anlæg.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...