Hjørring indfører besøgsrestriktioner på alle plejehjem og botilbud for særligt sårbare
Ingen smittede beboere hverken på plejecentre eller i nogle af kommunens botilbud for særligt sårbare borgere.
HJØRRING: Hjørring Kommune har i dag modtaget et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at indføre besøgsrestriktioner på samtlige plejehjem og botilbud for særlig sårbare i kommunen, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Det er et forebyggende tiltag og det er meget fornuftigt, siger Leif Serup, direktør for Sundhed- ældre- og handicapforvaltningen i Hjørring Kommune.
Styrelsen for Patientsikkerhed begrunder deres påbud med det aktuelle smittetryk i Hjørring Kommune som i en kortere periode har ligget på 13 - 18 nysmittede pr. uge. Samtidig er der "lagt vægt på, at der i Hjørring Kommune pr. den 8. september 2020 er 24,8 smittede borgere pr. 100.000 indbyggere. Desuden er der smitteforekomster spredt i kommunen".
Påbuddet indebærer, at besøg som udgangspunkt skal foregå på udendørsarealer, og at besøg på indendørs arealer ikke kan finde sted, medmindre besøget sker i forbindelse med en kritisk situation eller at den besøgende er den nærmeste pårørende til beboeren.
Påbuddet gælder både fællesarealer og beboernes egen bolig.
Det enkelte plejecenter vil nu gå i gang med at orientere beboere og pårørende om påbuddet.
Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst, at påbuddet indtil videre gælder i 14 dage.
Social- og indenrigsministeriet har givet Hjørring Kommune et tilsvarende påbud, som omfatter en række sociale tilbud med særligt sårbare borgere beliggende i Hjørring Kommune.
Kommunen vil ligeledes tage initiativ til at beboere og pårørende, som er omfattet af påbuddet om besøgsrestriktioner fra Social og Indenrigsministeriet, vil blive orienteret.
Der i dag ikke konstaterede smittede beboere hverken på plejecentre eller i nogle af kommunens botilbud for særligt sårbare borgere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.