Frygt for storbrand på biogasanlæg kaldte brandfolk til Vrå

Nordjyllands Beredskab i Hjørring tilkaldte assistance i den tro, at der var ild i 300 halmballer

GrønGas i Vrå. Arkivfoto: Bente Poder

GrønGas i Vrå. Arkivfoto: Bente Poder

VRÅ:Natten til mandag udbrød der brand på biogasanlægget GrønGas på Grøngasvej i Vrå.

Nordjyllands Beredskab fik en anmeldelse af branden klokken 4.21.

Meldingen lød i første omgang på, at der var ild i det store halmoplag på 300 bigballer, som biogasanlægget har liggende på lager til at supplere forsyningen af biogas med. Det fik straks Nordjyllands Beredskab til at tilkalde forstærkning fra kolleger i Sindal og Brønderslev samt assistance fra Beredskabsstyrelsen i Thisted.

Der blev dog aldrig brug for det tunge skyts, forklarer indsatsleder Thomas Dybro, Nordjyllands Beredskab i Hjørring.

De 300 bigballer stod ikke i flammer, men derimod var der ild i det transportbånd og den snegl, som fører halmen ind i den store kedel på biogasanlægget.

- Da vi kom var der meget ild i transportbåndet på halmsiden, og den gik vi selvfølgelig i gang med at slukke først, fortæller indsatslederen.

- Det skulle ikke have brændt ret mange minutter mere, så havde det spredt sig til de her bigballer, og så havde vi haft en helt anden brand herude, siger Thomas Dybro.

Brandfolkene fik hurtigt "skåret branden", som det hedder, og derefter havde man fuld kontrol over situationen.

- Vi var dygtige og heldige nok til at få slukket og skåret branden på det rigtige tidspunkt. Der er kun sket materiel skade, siger indsatslederen.

Selve biogasanlægget er ramt af branden, og anlægget med halm fungerer ikke, som det er efter branden.

- På selve halmsiden vil der være nogle problemer, men så kan man dreje på knappen og skifte til biogas, så anlægget fungerer, oplyser indsatslederen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.