Indbrud i tøjbutik for tredje gang på kort tid - men denne gang er tyvene fanget på video

Seaside Løkken er plaget af tyverier, hvor gerningsmændene går målrettet efter mærkevarer

LØKKEN:Så skete det igen. For tredje gang. På blot halvanden måned.

Natten til søndag blev der brudt ind i tøjbutikken Seaside, der ligger på adressen Søndergade 2B i Løkken. Det fortæller politikommissær Lene Madsen fra Lokalpolitiet i Hjørring.

- Vi får en anmeldelse klokken 01.20, hvor vidner ser, at nogen er ved at knuse en rude ind til butikken, oplyser Lene Madsen.

Ligesom ved de to foregående indbrud gik gerningsmændene målrettet efter mærkevarer. Den samlede værdi af tyvekosterne er endnu ikke gjort op.

Politiet var mandag formiddag ved at sikre spor fra gerningsstedet, der sendes ind til teknisk undersøgelse, og og desuden er efterforskningen denne gang hjulpet af, at gerningsmændene er blevet optaget på video.

Der er tale om tre personer, og politiet er ved at sammensætte signalement af dem.

Skulle andre personer have oplysninger i sagen - eller om de to andre indbrud - vil Nordjyllands Politi meget høre herom på telefon 114.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.