Indbrudstyv besøgte formentlig tre huse på stribe i Hirtshals

Stadig en del indbrud i Nordjylland, selv om to formodede tyve blev varetægtsfængslet tirsdag

Mette Siggaard
Arkivfoto
Indbrud 14. november 2018 16:33

NORDJYLLAND: Tre villaer på Ringvejen i Hirtshals havde tirsdag eftermiddag besøg af ubudne gæster. Indbruddene er sket i tidsrummet mellem klokken 16 tirsdag eftermiddag og klokken 20.10 tirsdag aften, oplyser Politikommissær Lars Jensen fra Nordjyllands Politi i Hjørring.

Ved det ene indbrud er der stjålet smykker, et mindre kontantbeløb og en bærbar computer. I den anden villa er der stålet en Playstation med tilhørende spil og en bærbar computer, mens der i det tredje tilfælde tilsyneladende ikke er stjålet noget.

– Vi formoder, at der kan være tale om samme gerningsmand eller -mænd, siger Lars Jensen.

Nordjyllands Politi i Frederikshavn har også fået anmeldelser om et indbrud på Agdrupskoven i Brønderslev, hvor der er stjålet smykker og to computere. Ved et indbrud på Pilevej i Sæby er tyven formentlig blevet overrasket, så heller ikke her er der stjålet noget.

I Børnehuset Tornby på Rævskærvej blev der brudt et vindue op, men tilsyneladende fandt tyven intet af værdi at tage med.

Heller ikke sommerhusområderne er gået fri for indbrudstyve. Ved et sommerhus på Søndre Strandvej i Blokhus var der sat tyvekoster klar til afhentning. Et vidne blev dog klar over, hvad der foregik, og politiet nåede frem inden tyven.

Ved et indbrud i et sommerhus på Vrenstedvej ved Løkken var der tilsyneladende ikke stjålet noget, oplyser Lars jensen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...