Kirke bag specielt tiltag: Kom direkte ind fra gaden og bliv døbt
Kirke tilbyder "drop in dåb", når Naturmødet afvikles i Hirtshals - et møde, hvor et par af de kendte trækplastre er fortid

"Drop in dåb" under Naturmødet i maj. Arkivfoto.
HIRTSHALS:Smeltet sne og regn har medført, at der er rigelige mængder vand i øjeblikket, men nu varsler Hirtshals Kirke, at man også snart skruer lidt ekstra på hanerne.
Kirken oplyser således, at man er klar til at tilbyde såkaldt drop in dåb - lidt samme princip, som man måske i forvejen kender fra drop in vielser, hvor det hele kan være lidt mere casual og uformelt.
Initiativet finder sted mellem klokken 16 og 18 fredag 12. maj, og arrangeres i forbindelse med, at Naturmødet finder sted i havnebyen.
Man skal i sagens natur blot møde op uden tidsbestilling - men skal dog huske gyldigt ID, hvis man skal have vædet toppen. Man kan læse mere om seancen på Hirtshals Sogns hjemmeside.
Naturmødet finder i år sted fra 11. - 13. maj, og det endelige program offentliggøres først i uge 13, men undervejs er der da piblet et par nyheder frem: I år diskes der eksempelvis op med flere madboder, ligesom der er udskiftning på moderator-posterne.

Mette Walsted Vestergaard samt Anders Lund Madsen er skiftet ud med andre moderatorer på Naturmødet i år. Arkivfoto: Henrik Louis
I alle årene har Mette Walsted Vestergaard samt Anders Lund Madsen været med, men dem siger man farvel til i år.
I stedet er opgaven lagt i hænderne på journalist og tidligere DR-vært Tine Gøtzche samt naturformidler Vicky Knudsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.