Klinten skrider: Grundejere i Lønstrup må ikke være i husene

Hjørring Kommune udsteder rømningspåbud til tre sommerhusejere syd for Lønstrup

Jakob Gammelgaard
FOTO: Henning Bagger, ritzau Scanpix
Kystsikring 11. januar 2018 11:09 - Opdateret 11. januar 2018 12:35

LØNSTRUP: Det er slut med at opholde sig i sommerhusene for de tre mest udsatte grundejere i området syd for Lønstrup, hvor der er lavet ulovlig kystsikring. Hjørring Kommune har netop givet dem et rømningspåbud.

- Vi har konstateret en sprække i klinten helt hen til terrassen ved det ene hus, og der været en nogle mindre skred ud for et andet hus, fortæller teamleder i team byggeri, Torben Frandsen.

Sprækkerne kan være en følge af at der er brugt tunge maskiner til at terrænregulere og pumpe beton ud over klinten i forbindelse med den ulovlige kystsikring, der er anmeldt til politiet.

- Det er sandsynligt, men det kan vi ikke sige med sikkerhed, siger Torben Frandsen.

De store mængder nedbør kan også gøre klinten mere porøs.

- Med en 25 meter høj, stejl skrænt er vi nødt til at være ekstra på vagt i det område, fastslår Torben Frandsen.

Rømningspåbuddet betyder, at kommunen nu er gået i dialog med grundejerne om mulige løsninger for husene, der ligger mellem fire og seks meter fra klinten.

Hvis det ikke er muligt at sikre husene, vil rømningspåbuddet blive efterfulgt af et nedrivningspåbud.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...