Mikkel og Anders klar til rekordforsøg: Selv flyveren er poleret

Det er lykkedes to unge faldskærmsudspringere at skrabe nok penge sammen, så nu kan kun vejret drille

23-årige Anders Skovsgaard og 29-årige Mikkel Norman Jensen får travlt i Sindal Lufthavn på lørdag. Foto: Jakob Gammelgaard

23-årige Anders Skovsgaard og 29-årige Mikkel Norman Jensen får travlt i Sindal Lufthavn på lørdag. Foto: Jakob Gammelgaard

Anders Skovsgaard og Mikkel Jensen er ved at være klar til den store dag. Lørdag 12. september skal de forsøge at slå rekorden i flest faldskærmudspring på én dag.

De har begge godt 100 spring i rygsækken hos Faldskærmsklubben Nordenfjords i Sindal Lufthavn, men det antal skulle gerne være steget betragteligt på lørdag, hvor de satser på at lave hver 60 spring fra solopgang til solnedgang. Den nuværende rekord er på 52 spring på én dag

- Jo, der er ved at være sommerfugle i maven, men vi er klar til at give den maks gas og vi har fået meget stor opbakning til projektet, fortæller Anders Skovsgaard

Ideen opstod, mens længslen efter at springe faldskærm igen, hev og sled i dem under corona-nedlukningen i foråret.

- Vi snakkede om, at når vi kan springe igen, så vil vi slå rekorden for flest spring på en dag, forklarer Mikkel Jensen.

For at nå rekorden regner de med fem spring i timen, og det betyder altså, at der bliver tryk på. Normalt har de cirka fem spring på en hel dag, når der er træningsdag i klubben.

- Det bliver vildt hårdt, for hvert spring kræver fuld fokus og koncentration. Vi får hjælp fra vores klubkammerater med at pakke faldskærme, så der hele tiden er to pakkede faldskærme klar, når vi kommer ned, fortæller Anders Skovsgaard.

Mens de til træning springer fra op til fire kilometers højde for at få så langt et frit fald som muligt, kommer rekordforsøget til at foregå fra den lavest mulige højde for selvfølgelig at spare tid. Det vil sige cirka en kilometers højde.

- Vi har samlet 25.000 kr sammen i sponsorstøtte til at dække udgifterne til fly og brændstof, og der er bl.a. også sponsoreret pølser og sodavand, som kan købes af de tilskuere, der kommer for at overvære rekordforsøget. Selv flyveren er poleret for at give lidt ekstra fart, fortæller Anders Skovsgaard.

Nu er det kun vejret, der kan drille planerne. Det må hverken regne eller blæse for meget. Eventen bruges også til at samle penge ind til efterårets Knæk Cancer indsamling.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.