Murer-Kjeld vil undergrave fyret: - Det lyder vildt, men det kan lade sig gøre

Gruppe, der flyttede Rubjerg Knude Fyr, har i al hemmelighed udtænkt et imponerende tunnelprojekt under sandet ved det berømte fyr

Christian Lønborg Pedersen og murermester Kjeld Pedersen håber, at det store projekt bliver taget godt imod. Foto: Bente Poder

Christian Lønborg Pedersen og murermester Kjeld Pedersen håber, at det store projekt bliver taget godt imod. Foto: Bente Poder

LØNSTRUP:Rubjerg Knude Fyr blev for to år siden flyttet 70 meter ind i landet. Nu afslører gruppen bag fyrflytningen de vildeste planer for fyrets fremtid og de mange gæster, der hvert år besøger stedet.

En 70 meter lang oplevelsestunnel skjult under sandet skal føre gæsterne fra Rubjerg Knude Fyr til et spektakulært udsigtspunkt i klinten cirka 60 meter over havets overflade. Gæsterne kan vel at mærke stå i sikkerhed og nyde den spektakulære udsigt over hav og kyst bag et stort glasparti, der også omfatter glas i gulvet, så de kan få sig et lille sug i maven.

Sådan lyder en del af projekt-forslaget for Rubjerg Knude Fyrs fremtid.

- Det lyder vildt, men det kan lade sig gøre, forsikrer Christian Lønborg Pedersen, fra det rådgivende ingeniør og planlægningsfirma, Lønborg i Lønstrup.

Underværket med vandretunnellen bliver skjult under sandet - og for enden bliver der udsigt over hav og klit. Foto: Hans Ravn/Visualisering: Arkitektfirmaet Bundgaard

Underværket med vandretunnellen bliver skjult under sandet - og for enden bliver der udsigt over hav og klit. Foto: Hans Ravn/Visualisering: Arkitektfirmaet Bundgaard

Den vildeste udsigt venter for enden af oplevelsestunnellen. Visualisering: Arkitektfirmaet Bundgaard

Den vildeste udsigt venter for enden af oplevelsestunnellen. Visualisering: Arkitektfirmaet Bundgaard

Underværket

Projektet har fået navnet ”Rubjerg Knude fyr + Underværk”.

Folkene bag projektet er gruppen, der planlagde og gennemførte flytningen af fyret i 2019. Og nu er de klar til endnu en runde i den gigantiske sandkasse ved Lønstrup. Det seneste år har de arbejdet med planerne i dybeste hemmelighed. Og nu får offentligheden mulighed for at se planerne.

Den nye konstruktion bliver dækket helt af sand - og efterhånden som skråningen trækker sig tilbage, kan tunnellen trækkes ind som et kæmpe teleskop, så gangen langsomt bliver kortere og tilpasset klitten.

- Det skal ske hver tredje-fjerde år - der forsvinder cirka to meter af klinten om året, fortæller Christian Lønborg Pedersen og understreger, at konstruktionen selvfølgelig er sikret, så den ikke falder ned, lige som der også er tænkt på flugtveje i forbindelse med tunnellen.

- Historien viser, at skråningen rykker cirka to meter tilbage, og fyret kan hermed stå på den nuværende placering i ca. 30 år, og til den tid kan vi flytte både fyr og Underværket en gang til, forklarer Christian.

Det umulige mulige sted

Gruppen bag projektet er klar over, at vejen til målet kan blive stormfuld og til tider tilsandet.

Selv kalder de stedet ”Den helt umulige mulige placering”. Naturstyrelsen ejer området, og projektet kommer i øvrigt på tværs af alle tænkelige planforhold - fredninger, Natura 2000 og Klitfredningszone.

- Det er imod al logik at bygge på stedet. Men omvendt er der åbnet mulighed for formidling i det pågældende område. Historien om sandfygningen skal formidles i naturen, hvor det sker - det samme med geologien på Lønstrup Klint. Men det kræver myndighedernes og politisk velvillighed - det er vi fuldstændig med på.

- Det giver ikke mening at formidle historien om klinten på parkeringspladsen ved Rubjergvej - folk vil ud og mærke det og ud og se det. De vil ud til fyret, konstaterer Christian Lønborg Pedersen.

Vandrezonen ud mod havet vil fortælle historien om fyret - flytningen - og naturen omkring dyret. Visualisering: Arkitektfirmaet Bundgaard

Vandrezonen ud mod havet vil fortælle historien om fyret - flytningen - og naturen omkring dyret. Visualisering: Arkitektfirmaet Bundgaard

Alene i 2018 registrerede Hjørring Kommune, at 250.000 personer var oppe i fyret. Til sammenligning besøgte 3055 personer sandflugtsmuseet på Strandfogedgården bare 2,5 kilometer derfra.

Initiativtagerne henviser til, at man andre steder i landet har fundet løsninger, der har tilladt nybygninger i kystnære områder, og henleder opmærksomheden på andre kystprojekter som Skagen Odde Naturcenter og Tirpitz i Blåvand. De understreger samtidig, at projektet ikke vil påvirke kystens dynamik.

Hvis eller når vejen bliver banet for projektet, kan byggeriet stå klar på bare et år. Arbejdsgruppens beregninger viser, at det vil koste i størrelsesordenen 18 til 20 mio. kroner at anlægge Underværket.

Usynligt i landskabet

Inden flytningen af fyret havde byrådet fremsat ønske om at opføre en form for formidlingscenter.

- Fyret er ikke noget særligt, men fyrets placering er helt unik. Og besøgs- og formidlingscenter må ikke tage fokus fra fyret og naturen, lyder det fra initiativtagerne til Underværket.

- Tanken bag vores projekt er, at når man går op mod fyret, kan man ikke se andet end fyret. Konstruktionen er gravet ned under fyret. Når du går ind ad døren, kan du vælge at gå op i fyret som i dag - eller ned under fyret. Det eneste der bliver synligt, er åbningen ud mod havet.

Kort om Rubjerg Knude Fyr + Underværk

Projektgruppen for Rubjerg Knude Fyr + Underværk er sammensat af murermester Kjeld Pedersen - kendt som Murer-Kjeld, samt BMS Krangården og Lønborg Rådgivende ingeniør- og planlægningsfirma a/s. De arbejdede tæt sammen om flytningen af fyret.

Herudover består projektgruppen af Arkitektfirmaet Bundgaard og entreprenørfirmaet A. Enggaard.

Mange lokale medspillere har også været inddraget i processen. Blandt andet Lønstrup Turistforening og Vendsyssel Historiske Museum.

Underværket kan etableres for i størrelsesordenen 18 til 20 mio. kroner, lyder beregninger fra projektgruppen.

Drift- og vedligeholdelse vurdere at koste i omegnen af 400.000 kroner årligt - inklusiv tilbagerykning af vandrezonen hvert tredje-fjerde år.

Selve bygningen er stort set vedligeholdelsesfri, da der er tale om en kælderkonstruktion under sandet.

Projektgruppen forestiller sig en ikke-ringe indtægt fra caféen, der skal servicere de mange gæster. Hertil kommer entreindtægter.

Entréen er anslået til 30 kroner per person - samme prisniveau som det koster at komme op i Rundetårn i København.

Se fyret fra neden

Fyret bliver hængt op i en ny konstruktion, og gæster kan fra velkomstzonen under fyret se det gamle fundament. Samme sted er der indtænkt både café og toiletfaciliteter.

Fra velkomstzonen kan gæsterne indløse billet til Underværket

Når gæsterne træder inden for, kan de vælge turen op i fyret eller går ned af trappen til velkomstzonen under fyret. Her får de frit udsyn til fyrets fundament. Visualisering: Arkitektfirmaet Bundgaard

Når gæsterne træder inden for, kan de vælge turen op i fyret eller går ned af trappen til velkomstzonen under fyret. Her får de frit udsyn til fyrets fundament. Visualisering: Arkitektfirmaet Bundgaard

- I Underværket, der også består af tunnellen eller vandrezonen mod havet, vil gæsterne kunne se, hvordan fyret blev flyttet - og der vil blive formidling af historier omkring fyret, sandflugt og den særlige geologi, der er omkring klinten.

For enden af vandrezonen kan både børn og voksne stå bag glasfacaden og nyde sceneriet over hav og klitter i cirka 60 meters højde - også når det stormer og naturens kræfter raser.

- Når du står der, kan du følge tilbagetrækningen af skråningen, tilføjer Christian Lønborg Pedersen.

Sandfygning vil give beskidte vinduer, men det har folkene bag projektet også tænkt ind.

- Det klarer vi med et spulesystem, så ruderne holdes nogenlunde rene. Men ellers skal alt inden døre stå så naturligt og råt som muligt.

Christian Lønborg Pedersen tilføjer, at området omkring Rubjerg Knude Fyr er et af de mest barske for konstruktioner og installationer, og det sætter særlige krav til valg af materialer.

Kaffemøde med Murer-Kjeld

Murermester Kjeld Pedersen er med i projektgruppen. Han blev landskendt - ja vist nærmest verdenskendt - da fyret skulle flyttes i sikkerhed i 2019.

- Fyrets flytning blev en stor succes og fik stor opmærksomhed. En af grundene var, at Kjeld formåede at videreformidle vores tekniske tanker, så de var forståelige, tilføjer Christian Lønborg Pedersen.

Christians far, Per, børstede efter fyrflytningen en gammel ide af, og sammen bearbejdede de den igen.

- Vi havde for 15 år siden snakket om tunnel-elementer, og i forbindelse med flytningen er vi blevet klogere og har fået ny viden.

- Vi indkaldte Kjeld og præsenterede ham for ideen - og så gik det slag i slag.

Siden er det blevet til ganske mange kaffemøder med projektgruppens medlemmer.

Der er holdt en stribe kaffemøde om det store, nye fyrprojekt - fra venstre Christian Lønborg Pedersen, murermester Kjeld Pedersen, arkitekt Nils Bundgaard og arkitekt Emilie Adamsen.  Foto: Bente Poder

Der er holdt en stribe kaffemøde om det store, nye fyrprojekt - fra venstre Christian Lønborg Pedersen, murermester Kjeld Pedersen, arkitekt Nils Bundgaard og arkitekt Emilie Adamsen. Foto: Bente Poder

Om møderne ender med et Underværk under Rubjerg Knude Fyr vil den offentlige debat give et fingerpeg om. Folkene bag Underværket har før løftet i flok - og de er klar til at smøge ærmerne op igen.

Foto: Bente Poder

Foto: Bente Poder

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.