Overgreb på sygehuset

Nordjysk sygehus er ved at optrevle sager om sex-overgreb: Ofre efterlyses

Omfanget er endnu ukendt - men flere kvinder kan være forulempet af nu afdød læge

Sager om seksuelle overgreb her på sygehuset er tilsyneladende nu ved at blive optrevlet. Foto: Torben Hansen
Sager om seksuelle overgreb her på sygehuset er tilsyneladende nu ved at blive optrevlet. Foto: Torben Hansen

Opdateret 17. april 2024 kl. 10:01

HJØRRING: Flere nordjyske kvinder kan være udsat for seksuelle overgreb af en læge, der var tilknyttet sygehuset i Hjørring.

Den pågældende læge er i dag afdød, og overgrebene ligger vel at mærke mange år tilbage i tiden. Derfor er det lige nu også svært at få præcist overblik over, hvor mange kvinder der eventuelt er blevet forulempet.

Identiteten på lægen, der er omdrejningspunktet i artiklen her, er Nordjyske bekendt. Vi har dog valgt ikke at sætte navn på ham.

Nordjyske har talt med ét af ofrene - en 60-årig kvinde fra Vendsyssel. Hun ønsker overfor offentligheden at være anonym af hensyn til sit nuværende arbejds- og familieliv.

Egentlig havde hun aldrig forestillet sig, at hun ville fortælle sin historie. Men en konkret episode prikkede hul på bylden - og så slap den ud.

Hun understreger, at hun ikke ønsker så meget som en krone i en eventuel erstatning - men fortæller også følgende om baggrunden for nu at fortælle om sin oplevelse:

- Jeg vil have, at det her bliver sobert. Men jeg vil også gerne vide, hvor mange kvinder det her reelt drejer sig om. For jeg har ikke været den eneste, siger hun.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi forholder os til problemerne i dag. Der skal være nultolerance overfor krænkende adfærd - og blandt andet skal personalet jo klædes på til at sige fra.

Det sidstnævnte skete ikke i kvindens eget tilfælde.

Tilbage til 1985

Den nordjyske kvinde er 23 år, da hun i 1985 har en aftale på gynækologisk afdeling i Hjørring. Konsultationen er hos den pågældende læge.

- Jeg var der på grund af nogle komplikationer, og jeg fik at vide af lægen, at det krævede en gynækologisk undersøgelse.

Kvindens diagnose var allerede stillet, og derfor var en fysisk undersøgelse faktisk slet ikke nødvendig. Men det vidste hun ikke, så hun afklædte sit underliv og lagde sig op på briksen på sygehuset. Og derfra udviklede situationen sig i ubehagelig retning.

- Lægen begynder at spørge meget interesseret til, hvordan mit sexliv fungerer. Og efter lidt tid, så vil han vise, hvordan jeg får noget mere ud af mit sexliv, fortæller hun.

- Han er totalt krænkende, og han vil vise, hvilke områder der skal aktiveres. For blot at sige det mildt, så roder hans hånd rundt med mit underliv.

Kvinden skyder lægen til på det her tidspunkt at være omkring 65 år.

- Jeg bliver fuldstændig paf over det, der sker. Jeg fryser og bliver passiv. Jeg er et sted, hvor jeg ikke har mulighed for at gøre modstand, fortæller hun.

Sygeplejerske smutter

Et mærkværdigt element er, at der faktisk er en sygeplejerske til stede i starten af forløbet.

- Men sygeplejersken forsvinder ud af en dør til højre i rummet. Jeg føler mig simpelthen så forladt og svigtet. Sygeplejersken må jo have vidst, at det var forkert, hvad der skete. Men hun formåede ikke at sige fra overfor det.

Kvinden er bagefter ikke i tvivl om, at noget forkert er sket. Men hun oplever også, at hun snart efter forsøger at fortrænge oplevelsen.

- Det gør man jo. Man parkerer det. Det er ikke noget, jeg bevidst har valgt at gøre. Men jeg tror, at det er noget, som min krop har gjort som en form for beskyttelse.

Påvirket af episode

Kvinden indrømmer dog i dag, at episoden har påvirket hende. Og også mere, end hun egentlig har troet.

- Det har naget mig. Lige siden har jeg ikke brudt mig om at være til gynækologiske undersøgelser, og jeg har desuden altid krævet, at de blev udført af en kvindelig læge, siger hun.

- Jeg må nok tilstå, at jeg faktisk ikke helt ved, hvor meget det i virkeligheden har betydet for mig - først nu har jeg fundet ud af, at det har betydet mere for mit liv, end jeg har troet. Jeg føler, at jeg altid har været en stærk kvinde. Men der er nogle ting, der krakelerer nu.

Samtidig er hun optaget af, hvordan andre ofre har det.

- Det kan jo være, at der er nogle kvinder derude, som har det endnu dårligere end mig.

Sygehus hjalp med erkendelse

At sagen om sex-overgrebet nu endelig kommer til overfladen - her 36 år efter - hænger sammen med et nyt besøg på sygehuset i Hjørring.

I forbindelse med en undersøgelse skal hun igen - på det selvsamme sygehus - lægge sig op på en briks. Følelserne vælter pludselig frem. Og så siger hendes krop stop.

- Det at gøre den samme ting på det samme sted blev for meget for mig. Man bestemmer åbenbart ikke selv, hvordan hjernen reagerer - og hvorfor nogle ting pludselig dukker op. Jeg kunne overhovedet ikke lægge mig op på briksen. Jeg var klar til at tage hjem i stedet for, fortæller hun.

En sygeplejerske, der er til stede, fanger, at noget er galt, og hun spørger ret direkte:

- Er der noget, der gør, at du ikke kan komme op på den briks?

- Det er der nok, svarer den 60-årige kvinde tøvende.

Sygeplejersken spørger yderligere ind til, hvad der er sket.

- Det er nok noget, der er sket her på sygehuset, forklarer den 60-årige.

- Åååh, ikke også dig, lyder reaktionen fra sygeplejersken.

Efterfølgende nævner sygeplejersken navnet på den pågældende læge. Og det får den 60-årige til at drage følgende konklusion:

- Så hun vidste åbenbart lige præcis, hvad det handlede om. Og der er jo åbenbart flere, der som mig har været udsat for noget, siger hun.

Sygehus undersøger sagen

Den nordjyske kvinde har i de seneste to måneder været til opfølgende samtaler på sygehuset i Hjørring, og hun har i den forbindelse mødt stor lydhørhed og forståelse.

- Lægen blev åbenbart opfattet som en ren gud på sygehuset, som ingen turde at sige imod. Man ved tilsyneladende ikke, hvor mange kvinder det handler om. Men det kan handle om rigtigt mange, siger hun og tilføjer:

- Mit vigtigste budskab er, at krænkelser og overgreb i vores sundhedssystem ikke må finde sted. Så jeg synes, det er vigtigt, at vi lærer af nogle af de ting, der er sket. Som sagt skal der være nultolerance overfor alle former for overgreb - men jeg synes også, det er vigtigt, at man klæder personalet på i forhold til at sige fra. Sygeplejersken kunne jo eksempelvis have stoppet det her.

Nordjyske har i forbindelse med artiklen her set et brev fra hospitalet - der i dag hedder Regionshospital Nordjylland.

I brevet foreslår en ansat på sygehuset i Hjørring blandt andet muligheden for, at den 60-årige tilbydes samtaler med en psykolog hos "Center for Voldtægtsofre". Samtidig skriver den pågældende medarbejder, at der på vegne af kollegerne på sygehuset er "sagt undskyld for hændelsen".

Sygehus beklager

På Regionshospital Nordjylland har man ifølge lægefaglig direktør, Søren Hjortshøj, ingen grund til at tvivle på de oplevelser, som den 60-årige kvinde fortæller om.

- Jeg er både ærgerlig og overrasket over at finde ud af, at en kvinde oplever at være krænket på vores hospital. Også selv om det er sket for mange år siden, siger han.

- Som patient på sygehuset så skal man altid kunne føle sig tryg. Og jeg er rigtig ked af, at der her er en kvinde, som har oplevet, at hun ikke kunne føle sig tryg i situationen. Det er klart, at når man er inde på et hospital i sårbare og intime situationer, så er der et ekstra krav om, at man skal kunne være tryg.

Søger andre ofre

Søren Hjortshøj har svært at svare på hvor mange kvinder, der potentielt han have været udsat for overgreb på sygehuset i Hjørring

- Vi ved jo ikke, om der er flere kvinder, der har været udsat for lignende oplevelser. Men vi vil gerne signalere, at det er en kultur og en tilgang, som vi ikke accepterer. Hverken nu eller førhen. Og derfor så har vi også behov for at signalere, at hvis der er andre kinder, der har haft lignende oplevelser, så er de velkommen til at henvende sig til vores hospital med henblik på at få en snak om de her ting - og eventuelt også rådgivning.

- Kender I til, at flere kvinder har oplevet overgreb?

- Vi kan have en fornemmelse af, at der er flere. Der er i hvert fald mindst en anden kvinde, der har været ude for noget lignende. Og det er baggrunden for, at vi vælger at signalere til andre kvinder, at hvis de har oplevet noget lignende, så er de velkommen til at henvende sig.

- Man kan jo ud fra det kvinden fortæller godt få en fornemmelse af, at der på sygehuset har været kendskab til en historik omkring den pågældende læge. Har I kendskab til det?

- Det er for tidligt at udtale sig om det. Vi er i gang med at foretage en intern undersøgelse af, hvad der er op og ned i sagen - og også hvad omfanget er. Og før den redegørelse foreligger, så kan jeg ikke sige mere om det. I sagens natur kan det være vanskeligt at få et overblik over sagen, eftersom det er ganske mange år siden, at hændelsen eller hændelserne fandt sted.

Vil hjælpe kvinde

Ifølge Søren Hjortshøj så agerer Regionshospital Nordjylland nu i to forskellige handlingsspor.

- Det er stærkt beklageligt, at nogle har oplevet grænseoverskridende adfærd i forbindelse med undersøgelse her på sygehuset. Det vil jeg gerne undskylde for og beklage på hospitalets vegne, også selv om det er hændt for mange år siden, siger Søren Hjortshøj, der er lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.

- Først og fremmest er vores prioritet at hjælpe den kvinde, som står frem her. Vi hjælper hende med samtaler og andet i det omfang, vi kan - og som hun i øvrigt ønsker. Derudover foretager vi som sagt en intern undersøgelse på hospitalet.

Den lægefaglige direktør har ikke noget bud på den tidsramme, som der opereres med i forhold til den interne undersøgelse.

- Men jeg vil bare gerne igen sige, at det er stærkt beklageligt, at nogle har oplevet grænseoverskridende adfærd i forbindelse med undersøgelse her på sygehuset. Det vil jeg gerne undskylde for og beklage på hospitalets vegne, også selv om det er hændt for mange år siden, siger Søren Hjortshøj og tilføjer:

- Det er ikke noget, der er i linje med vores måde at drive hospital på. Vi accepterer ikke krænkelser, som bliver beskrevet her. Det gør vi ikke i dag, og det tror jeg heller ikke, at man har gjort på det tidspunkt. Men som sagt: Vi forsøger at hjælpe kvinden, alt det vi kan, og det har vores førsteprioritet i det her. Derudover må vi så se, om der er andre kvinder, der skal have lignende hjælp.

Hvis man har behov for at henvende sig til sygehuset i Hjørring i forbindelse med sagen, så kan det ske på det følgende telefonnummer: 21 42 85 54.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden