Coronavirus

Ny melding om mink med antistoffer: Aflivning sat på standby

Frank Andersen skulle til at aflive sin besætning, men den proces er sat på stand-by. Nu venter branchen på svar fra myndighederne

Frank Andersens mink er nu raske og har udviklet antistoffer efter at have været smittet med covid-19. Foto: Henrik Louis

Frank Andersens mink er nu raske og har udviklet antistoffer efter at have været smittet med covid-19. Foto: Henrik Louis

Artiklen er opdateret med uddybende citater fra Frank Andersen samt nye citater fra folketingspolitikere og Fødevarestyrelsen.

HJØRRING:Først skulle de aflives, nu skal de måske ikke alligevel. Aflivningen af Frank Andersens mink er nemlig sat på et foreløbigt standby. Søndag havde han ellers politiet forbi sin farm for at tælle dyrene inden aflivning, men senere samme dag fik han en kontraordre fra Fødevarestyrelsen. Nu får han muligvis lov til at beholde sine mink.

- Jeg er selvfølgelig glad. Jeg mener, de mink, der ikke længere har covid-19 her i Nordjylland, skal have lov til at være her, fortæller Frank Andersen.

Hans minkbesætning blev testet positiv for covid-19 tilbage i august, men minkene blev ikke aflivet dengang. I mellemtiden har minkene dannet antistoffer, og farmen er blevet testet fri for corona-virus.

Alligevel var det planen, minkene skulle aflives, men den plan er nu udskudt indtil man får et endeligt svar fra sundhedsmyndighederne.

Hos brancheforeningen Danske Minkavlere mener man også, det er forkert at aflive raske mink med antistoffer.

- Det oplever vi stor forståelse for hos Fødevareministeriet, Fødevarestyrelsen, veterinæreksperter, politikere og befolkningen, men der mangler grønt lys fra sundhedsmyndighederne. Vi har stor forståelse for, at sundhedsmyndighederne har meget travlt, og at mink sikkert for dem er perifert, men for os er det vores levebrød. Hele vores liv er på spil, siger formanden for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, i en pressemeddelelse.

Opbakning fra Folketinget

Minkavlerne får opbakning fra både Karsten Laurtitzen (V) og Bjarne Laustsen (S), der mandag eftermiddag deltog i et pressemøde om situationen. De er heller ikke tilhængere af aflivningen af raske dyr.

- Jeg tror, for at være helt ærlig, der er gået panik i de ansvarlige myndigheder, hvor man har valgt at sige, man slår det hele ned. Jeg tror, der findes bedre og billigere løsninger, hvor man tager hensyn til, der er nogle mennesker, der lever af det her, siger Karsten Lauritzen.

Han mener, bekymringen om mutation skal tages alvorligt, men at man også skal se på, om de redskaber myndighederne bruger, giver mening. Begge politikere foreslår at isolere farmene som et alternativ til aflivningen.

- Vi har jo minkavlere, der kører som Falck-reddere, vi har nogle, der arbejder på et slagteri og så videre. Vi har set ægtefæller til minkavlere, der arbejder på plejehjem og operationsstuer. Så var det måske bedre, at fødevarestyrelsen fik hjemmel til at sige, nu bliver I hjemme på farmen, indtil det her er raset ud, mener Bjarne Laustsen.

Han opfordrer til dialog mellem avlere og myndigheder, og at Statens Serum Institut, myndighederne og Københavns Universitet kigger på alternative modeller.

Karsten Lauritzen (V) og Bjarne Laustsen (S) mødte torsdag op foran Frank Andersens minkfarm for at vise deres støtte til erhvervet. Foto. Henrik Louis

Karsten Lauritzen (V) og Bjarne Laustsen (S) mødte torsdag op foran Frank Andersens minkfarm for at vise deres støtte til erhvervet. Foto. Henrik Louis

For begge politikere handler det også om at redde et erhverv, der kan ende med at lukke helt ned, hvis alle dyrene aflives.

Man ved ikke, hvordan covid-19 smitter fra farm til farm. Er der så ikke fornuft i et forsigtighedsprincip, hvor man afliver alle dyrene?

- Jo, det kan godt være, men det har så en kæmpestor milliardregning ud over nogle menneskelige omkostninger for dem, der lever af at have mink. Det kunne godt være, det var klogere, hurtigere og mere effektivt at isolere de her farme, hvor der så er regler for, hvem der kommer ind og ud, og hvilke værnemidler man bruger, siger Karsten Lauritzen.

NORDJYSKE har kontaktet fødevarestyrelsen for at få be- eller afkræftet, hvorvidt Frank Andersens fritestede mink med antistoffer skal aflives. Men det kan styrelsen ikke svare på endnu.

- I Fødevarestyrelsen arbejder vi på at afklare, hvordan vi kan håndtere besætningen, som er testet fri for COVID-19, svarer styrelsen i en mail til NORDJYSKE.

Isolation bedre end aflivning

Frank Andersen synes, forslaget om isolation er bedre end at skulle slå alle minkene ned. Men han forstår ikke, hvorfor han som avler eventuelt skal i en skrappere isolation end andre.

- Indtil jeg som avler selv er smittet, så er jeg sådan set ikke værre end den sygeplejerske, der bliver smittet på sygehuset. Når man bliver smittet, isolerer man sig, og så kommer man tilbage bagefter. Hvorfor skal det være anderledes for os, spørger han.

Minkavleren foreslår selv, at avlerne kan testes ofte, for eksempel når der er kommet hvalpe, som risikerer at blive smittet med covid-19.

Inden en eventuel ny ordning er på plads, må Frank Andersen dog vente på en afklaring på, det han kalder en hård, lang tur.

- Hvis ellers det kan blive den rigtige beslutning, de tager, så er det også ventetiden værd.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.