Overtændt: Stuehus på landejendom brænder ned
Bygningen på ejendommen var overtændt og stod ikke til at redde

Foto: Jan H. Pedersen
MYGDAL:Stuehuset til en i øjeblikket ubeboet landejendom på Skagen Landevej ved Mygdal brænder onsdag aften ned, lyder det fra indsatsleder Thomas Dybro fra Nordjyllands Beredskab.
- Der er tale om en halvandenplans ejendom, hvor stuehuset er overtændt, da vi kommer frem. Vi er efterhånden gået i efterslukning, så der er ikke så meget at komme efter, siger Thomas Dybro.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Overetagen er faldet sammen og ned i resten af huset, så når brandfolkene på et tidspunkt er færdige med deres arbejde, så er bygningen totalskadet. Indsatslederen fortæller, at der er bestilt assistance fra Beredskabsstyrelsen i Thisted, der er på vej med en kran, der skal hjælpe med at få væltet nogle gavle, så man kan komme til at slukke inde i huset.
Brandårsagen er ikke kendt, og politiets teknikere skal senere ud for at forsøge at fastslå, hvorfor branden er brudt ud. De øvrige bygninger på stedet er ikke blevet beskadiget af flammerne.
Ingen er kommet til skade under branden, hvor Nordjyllands Beredskab rykkede ud fra stationen i Hirtshals, men også fik hjælp med en tankvogn fra Hjørring og en slangetender fra Sindal.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.