P-kaos i Hjørring: Nu skal der gøres noget

Handelslivet ønsker en løsning på parkeringsproblemet i Hjørring midtby. Betaling kan komme på tale

Jakob Gammelgaardog Bente Poder (foto)
På Mammutpladsen er det blevet mere end svært at finde en ledig p-plads, selv tidligt på dagen.
Parkering 14. april 2018 15:42 - Opdateret 16. april 2018 14:33

HJØRRING: Allerede fredag middag sander det til i Hjørring midtby.

Bilister kører forgæves rundt og rundt for at finde en ledig p-plads på Mammutpladsen.

- Det er efterhånden ret kaotiske forhold, og det bliver værre og værre, så der skal gøres noget nu, fastslår formand for Hjørring Handel, Allan Sørensen.

Der er godt nok stadig tidsbegrænsning på de fleste kommunale pladser, men alle er tilsyneladende bevidst om, at kontrollen blev afskaffet for flere år siden.

- Der er for lidt flow på pladserne og dermed for lidt flow i butikkerne. Folk vil parkere tæt på deres indkøb, siger Allan Sørensen.

En af bilisterne, Thorkild Vendelbo spejder efter en plads.

- Det er svært at sige, om det skyldes mangel på p-vagter, eller at ansatte i midtbyen blokerer pladserne hele dagen. Det er i hvert fald svært at finde en plads, siger Thorkild Vendelbo.

Hjørring Kommune har foreløbig sat en analyse i gang af forholdene. Udfordringen er, at der ikke umiddelbart er hverken penge eller arealer til at lave flere bynære p-pladser.

Jakob Gammelgaardog Bente Poder (foto)
Formand for Hjørring Handel, Allan Sørensen ønsker snarlig handling, og han er åben for flere muligheder for at skabe mere flow på p-pladserne i midtbyen.

Betalingsparkering?

- Betalingsparkering kan måske være en løsning til at få finansieret bedre p-forhold, eventuelt i samarbejde med private investorer. Jeg vil dog understrege, at det er for tidligt at drøfte konkrete forslag til løsninger, siger formand for teknik og miljøudvalget, Søren Smalbro (V).

Hjørring Handel vil imidlertid gerne have nogle konkrete løsninger på bordet. De bilister, NORDJYSKE taler med, er da heller ikke skræmt over udsigten til en betalingsordning, hvis det kan betyde mere tilgængelige p-pladser.

- Vi er åbne for alle muligheder - genindførelse af p-vagter eller en form for betaling, hvor man måske holder gratis de første par timer. Det har været en succes i andre byer, siger Allan Sørensen.

Der er p-vagter på nogle af de private p-pladser i Hjørring. Blandt andet i p-kælderen under butikscentret Metropol.

Parkering i Hjørring

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...