Branden

Pose med fyrværkeri udløste brand: Drenge slap uskadte ud

Voldsom røgudvikling ved brand, der sprængte et vandrør i lejlighed i Hjørring

Foto: Bent Bach

Foto: Bent Bach

HJØRRING:En pose med fyrværkeri, der stod op ad et varmerør, var mandag eftermiddag årsag til en brand på Vitskølklostervej i Hjørring.

Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.

Alarmen om branden indløb klokken 14.32.

Brandvæsenet og politiet kørte hurtigt til stedet og konstaterede, at der var brand og røgudvikling ud gennem et tagvindue i lejligheden på Vitskølklostervej.

Brandvæsenet fik hurtigt styr på branden, der var opstået i et værelse i lejligheden.

Politiet mødte på stedet en 16-årig dreng, som havde anmeldt branden. Han forklarede, at der var opstået brand i en indkøbspose med fyrværkeri fra nytårsaften på hans værelse. Posen havde stået op ad et varmerør, og det var blevet så varmt, at der altså var gået ild i fyrværkeriet.

- Der var kun tale om få stykker fyrværkeri, men det antændte sengetøjet og sengen på værelset, fortæller vagtchefen.

Den 16-årige dreng ringede hurtigt til 112, hvorefter han og hans 13-årige lillebror forlod lejligheden og afventede brandvæsenet udenfor.

De to drenge havde været alene hjemme, og kort efter branden var opstået kom moderen hjem til adressen.

- Branden medførte et sprængt vandrør, og lejligheden blev ligeledes sodskadet. Brandstedet er frigivet, fortæller Karsten Højrup Kristensen.

Nordjyllands politi undersøger nærmere de kommende dage hvorledes branden kunne opstå.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst