Stor Facebook-svipser koster revy alle vennerne

Via hacking af revy-direktørs profil er Hjørring Revyen nu uden facebook-side i premiere-ugen

Hjørring Revyen skal efter alt at dømme sige farvel til omkring 6500 venner og følgere på facebook efter et hacker-angreb - her skuespillerne Preben Kristensen og Rikke Buch Bendtsen, da holdet ankom til Hjørring midt i maj. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Hjørring Revyen skal efter alt at dømme sige farvel til omkring 6500 venner og følgere på facebook efter et hacker-angreb - her skuespillerne Preben Kristensen og Rikke Buch Bendtsen, da holdet ankom til Hjørring midt i maj. Arkivfoto: Martin Damgård

HJØRRING:Venner skal man passe på, og det gør ondt at miste bare en af slagsen.

Og selv om det måske er knapt så nære venner, man har på facebook,  så kan det også gøre nas at vinke farvel til folk på platformen - da især hvis man mister 6500 i et hug.

Det er hvad, der er sket for Hjørring Revyen.

Revy-direktør Henrik Baloo Andersen fik for et par uger siden hacket sin facebook-konto, og da han også var administrator på Hjørring Revyens facebook-side, koksede begge sider.

- Jeg fik besked om, at siderne blev lukket ned, fordi de blev brugt til noget, som var imod facebooks retningslinjer, fortæller Henrik Baloo Andersen.

Da revydirektøren også havde sit betalingskort knyttet til revyens facebook-konto, så han kunne annoncere, er det også blevet misbrugt.

- Der er hævet 8000 kroner til køb af annoncer - og forsøgt hævet yderligere 4000 kroner, fortæller Henrik Baloo Andersen, der forsøger at få pengene tilbage fra sin bank.

Revy-direktøren ved ikke, hvordan han er blevet hacket af den pågældende person - der tilsyneladende opererer via en vietnamesisk profil - men med et slag måtte han sige farvel til en masse minder i form af billeder, som han kun har på sin private facebook-profil.

Og Hjørring Revyen har mistet sin side med 6500 venner og følgere - en revy-interesseret skare, som skulle forkæles med festlige revy-opdateringer i den kommende tid.

- Så det er det værst tænkelige tidspunkt, siger Henrik Baloo Andersen med henvisning til, at der tages hul på revyen i denne uge.

Eneste plaster på såret er, at billetsalget på forhånd er gået så godt, at 95 procent af billetterne allerede er solgt.

Profil kom tilbage

Gennem to uger er det ikke lykkedes Henrik Baloo Andersen at kommunikere sig frem til en løsning med facebook, så han kunne få profilerne retur. Der er ikke bare lige et telefonnummer, man kan ringe på til tech-giganten - og udfyldelsen af en række formularer gav heller ikke pote.

Men tirsdag ved middagstid lykkedes det ham alligevel at få sin egen profil tilbage. Ifølge Baloo er forklaringen, at han via sit netværk har fået hjælp fra en stor virksomhed - som også er stor kunde hos facebook.

- Her er det så lykkedes at trække i nogle tråde. Men jeg er ved at være pessimistisk i forhold til at få Hjørring Revyens facebook-side tilbage. Er det ikke lykkedes torsdag, så laver vi en helt ny side - og så må vi i gang med benarbejdet for at få følgerne tilbage, lyder det.

I bagklogskabens lys har revy-direktøren i hvert fald lært en ting:

- Jeg har nok kvajet mig ved at være eneste administrator af revyens side, lyder det med henvisning til, at det har gjort siden sårbar.

Kontakt med facebook - anbefalinger fra Tænk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.