Fødevareindustri

Rotte lukkede produktionen hos nordjysk bageri

Et firbenet skadedyr standsede produktionen hos Aurion i Hjørring

Hos Aurion er en del af produktionslokalerne lukket ned. Foto: Bente Poder
Hos Aurion er en del af produktionslokalerne lukket ned. Foto: Bente Poder

Opdateret kl. 16:51

HJØRRING: Mandag morgen fik de sig noget af en forskrækkelse hos det økologiske bageri Aurion i Hjørring.

I en mellembygning så en medarbejder en rotte løbe hen over gulvet og det fik straks ledelsen til at lukke produktionen.

Det fortæller administrerende direktør Brian Nybo til NORDJYSKE.

- Vi gør det, vi skal gøre. Vi standser produktionen og så orienterer vi myndighederne, som tager over med det samme, siger han.

- Det er heldigt, at det er i en yderdel af virksomheden. Det er ikke i nærheden af hverken vores produktion eller vores lager.

Al produktion var lukket ned mandag, men blev delvis genoptaget tirsdag efter at området i mellembygningen var blevet hermetisk lukket.

Når myndighederne er færdige og kan konstatere, at alt er som det skal være, bliver området frigivet, og så kan Aurion begynde at bruge det igen 48 timer efter.

- Der er en klar procedure for, hvordan sådan noget skal håndteres og vi følger selvfølgelig myndighedernes anbefalinger. Men det er da ærgerligt, siger Brian Nybo.

Ifølge ham er rotten sandsynligvis kommet ind via en port, som bageriet benytter, når de kører affaldskorn ud, og det kan være noget nær umuligt at gardere sig i mod.

- Vi runderer alle vores bygninger ugentligt, for at se om alt er, som det skal være, men vi kan ikke lade være med at have portene åbne af og til, siger han og understreger.

- Men vi er selvfølgelig trætte af at det er sket, og vil bare gerne have det løst i en fart.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden