Rubjerg Knude Fyr: Trappen er revnet
NORDJYSKEs opsendte fandt revne i stålplade på trappen - ikke første gang fejlen opstår
Opdateret 09. juni 2022 kl. 10:57
RUBJERG: Hvis man lider af højdeskræk, men alligevel har besluttet sig at tage en tur til toppen af Rubjerg Knude Fyr, så bliver man næppe mindre stakåndet, når man har trådt 33 trin: Her er der nemlig opstået en stor revne i en plade på en af trappens platforme.
NORDJYSKE Mediers opsendte medarbejder - der ikke hører til redaktionens letvægtere - har tirsdag stået på den ødelagte plade for at teste den - dog med et solidt greb om gelænderet samtidig.
Og som man nok kan regne ud, så holdt pladen eftersom disse linjer er skrevet ... Og heldigvis, kan det tilføjes, for der er i omegnen af syv meter ned, inden man eventuelt ville lande på en underliggende trappe.
Kan den holde?
Spørgsmålet er, hvordan Naturstyrelsen, der ejer fyret, stiller sig til sagen.
- Det er selvfølgelig ikke meningen, at det skal kunne ske. Men vi har oplevet det nogle gange før, lyder det fra skovrider Jesper Blom-Hansen fra Naturstyrelsen i Vendsyssel.
De steder, hvor der konstateres skader, har styrelsen valgt at få lagt en ekstra stålplade på som forstærkning.
Men kan man med ro i sindet sende sig selv sine kære til tops i fyret?
- Ja, det er 100 procent sikkert. Ellers havde vi lukket for adgangen. Vi tjekker fyret jævnligt for at se, om alt er i orden, lyder det fra skovrideren.
Måske større operation
Den nye revne vil blive lappet snarest - men måske er der en større operation undervejs.
- Det er typisk på platformene, problemet opstår. Så vi overvejer at få lagt større plader ud på platformene i løbet af foråret, siger Jesper Blom-Hansen.
Trappe fra 2016
Trappen i fyrets indre blev taget i brug i foråret 2016, da Realdania pumpede 3,6 millioner kroner i en genåbning af attraktionen, så folk kunne nyde udsigten 80 meter over havets overflade; dengang var der ikke planer om at rykke fyret ind i landet.
I en årrække op til havde der været lukket for offentlig adgang. Indgangen var muret til, men da turister og vovehalse alligevel tiltvang sig adgang til fyrets indre, endte det med, at Naturstyrelsen pillede den nederste del af den vakkelvorne trætrappe ud af fyret.
Ståltrappen fra 2016 blev leveret af Hadsten Smede & Maskinfabrik, der var entreprenør på projektet.
Firmaet har været hidkaldt tidligere, men ifølge Jesper Blom-Hansen bruger man nu en lokal smed til ”lappe”-arbejdet, da det er det hurtigste. Og ifølge Skovrideren er der i øvrigt heller ikke længere en garanti-periode.
I efteråret 2019 blev fyret rykket 70 meter ind i landet for at forlænge dets levetid med 30-40 år.
Men kan trappen holde så længe?
- Det ved vi ikke noget om, lyder det fra Jesper Blom-Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.