Hundelev

Rubjerg Knude-løbet kommer til at danne ramme for Jespers helt store milepæl

Jesper Lauritsen passerer Rubjerg Knude Fyr under et tidligere Rubjerg Knude-løb. Søndag gennemfører han sit halvmaraton nummer 300.
Jesper Lauritsen passerer Rubjerg Knude Fyr under et tidligere Rubjerg Knude-løb. Søndag gennemfører han sit halvmaraton nummer 300. Foto: Monica Højer

Opdateret kl. 07:57

HUNDELEV: Når startskuddet lyder til Rubjerg Knude-løbet søndag 16. august, bliver det ikke kun endnu en dag med løbeglæde i det spektakulære landskab omkring Rubjerg Knude. 

For den 55-årige Jesper Lauritsen bliver det samtidig en helt særlig milepæl, når han gennemfører sit halvmaraton nummer 300.

Det første halvmaraton løb han i 2017. Siden har løbeskoene været flittigt i brug, og alene i 2026 har han allerede gennemført 49 halvmaratonløb.

Rubjerg Knude-løbet er et af Jesper Lauritsens favoritløb. De naturskønne ruter gennem klitterne og sandet gør løbet til en oplevelse ud over det sædvanlige. Privatfoto

Til daglig er Jesper en del af løbefællesskabet LIUF-Løb, hvor motionen er blevet et frirum i en travl hverdag.

- Jeg løber, fordi jeg synes, det er sjovt. Det holder stressen væk, og så betyder fællesskabet mindst lige så meget som selve løbet. Man møder de samme mennesker igen og igen, får en snak før og efter løbet, og det er en stor del af oplevelsen, siger Jesper Lauritsen.

Han har deltaget i Rubjerg Knude-løbet flere gange og glæder sig hver gang til den naturskønne rute.

- Det er et fedt løb. Ruten er flot, og man kommer virkelig ud i naturen. Stykket gennem sandet er en del af oplevelsen, selv om nogle måske synes, det virker afskrækkende. Det er jo kun en kilometer eller to, og det kan de fleste komme igennem.

Rubjerg Knude-løbet er kendt for sine udfordrende klitter, sand og stier med udsigt over Vesterhavet, og netop den varierede rute er noget af det, Jesper sætter pris på.

- Den sidste del af ruten giver mulighed for virkelig at give den gas, hvis man stadig har kræfter. Det gør løbet ekstra sjovt.

Den 55-årige Jesper Lauritsen har løbet Rubjerg Knude-løbet flere gange. I år bliver løbet rammen om en helt særlig milepæl med halvmaraton nummer 300. Privatfoto

Selv om løbeglæden er den største drivkraft, betyder konkurrenceelementet også noget.

- Jeg løber ikke efter træningsprogrammer eller store mål, men hvis jeg kan se nogle løbere foran mig, som jeg ved, jeg kan hente, så prøver jeg også. Det ligger nok bare naturligt i én, siger han med et smil.

Han understreger dog, at den vigtigste konkurrent er ham selv.

- Jeg kigger mest på min egen præstation. Man ved jo aldrig, hvem der stiller op, så det handler om at gøre det så godt, som man kan, og have en god oplevelse.

Jesper Lauritsen har også løbet store internationale halvmaraton i blandt andet Berlin, Hamburg, Prag og Valencia, men de mindre danske motionsløb fylder fortsat mest i kalenderen.

- Jeg elsker de små løb. Der er en hyggelig stemning, og man lærer folk at kende. Det er derfor, jeg bliver ved med at komme tilbage.

Når han søndag krydser målstregen ved Rubjerg Knude-løbet, er det derfor ikke bare endnu en medalje, der kommer om halsen. Det bliver markeringen af halvmaraton nummer 300 – en milepæl, der vidner om næsten ni års løbeglæde, tusindvis af kilometer og et stærkt fællesskab omkring sporten.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden