S-kandidat vraget - og det forstår han intet af

Der er ikke enighed mellem de to parter, når det kommer til afgørelsen af beslutningen

Paw Rytter og Socialdemokratiet er ikke enige om beslutningen bag ændringen af listen til Kommunal Valget i 2021. Arkivfoto.

Paw Rytter og Socialdemokratiet er ikke enige om beslutningen bag ændringen af listen til Kommunal Valget i 2021. Arkivfoto.

HJØRRING:Socialdemokratiet i Hjørring Kommunekreds offentliggjorde 8. marts 2021 en valgliste til Kommunal valget i 2021 med 23 kandidater på listen. Den liste er dog blevet ændret, så der nu er blot 22 kandidater. Ændringen skyldes, at nummer 19 på listen, Paw Rytter, ikke længere stiller op for Socialdemokratiet i Hjørring Kommunekreds.

Begrundelsen

Socialdemokratiet begrunder beslutningen om at tage Paw Rytter af listen i en pressemeddelelse, hvori de skriver følgende:

For at understøtte, bidrage til og værne om en kultur, hvor man udviser respekt for hinanden og omverdenen, er der i Socialdemokratiet i Hjørring Kommunekreds et sæt valgetiske retningslinjer, som er vedtaget af generalforsamlingen for Socialdemokratiet i Hjørring Kommune.

Dem er alle KV21-kandidater bekendt med og har skrevet under på. De valgetiske retningslinjer lyder blandt andet: ”Gennem valgkampen er jeg … sober og loyalt argumenterende”.

Med ageren og ytringer i medier og i skriftlig korrespondance i øvrigt har Paw Rytter desværre gentagne gange og efter remindere forsømt at overholde kredsgeneralforsamlingens valgetiske retningslinjer.

Kandidatudvalgsleder i Socialdemokratiet i Hjørring Kommunekreds Jakob Gislund, udtaler følgende om beslutningen.

- I bl.a. en række debatindlæg, hvor Paw Rytter har præsenteret sig som socialdemokratisk byrådskandidat til KV21, har han imidlertid efter kandidatudvalgets opfattelse med en ikke sober og ikke loyalt argumenterende adfærd overfor bl.a. egne partikolleger overtrådt de valgetiske retningslinjer. Desuden er der et tilfælde af loyalitetsbrud i en skriftlig henvendelse til et medlem fra et andet parti i Hjørring Byråd, fortsætter han.

Ydermere har det på kommunekredsens virtuelle valgprogrammøde 13. april 2021 om KV21-valgprogrammet for Socialdemokratiet i Hjørring Kommunekreds ikke været muligt at få bekræftet, om Paw Rytter vil følge den socialdemokratiske linje fra det nuværende valgprogram og videreførelsen af linjen, hvad angår Hirtshals Havn.

- Paw Rytter er i det lokale mediebillede en aktiv og vedholdende debattør på flere medieplatforme, og vi er ikke i tvivl om, at han brænder for de politiske holdninger, som han har.

- For at kunne stille op for Socialdemokratiet i Hjørring Kommunekreds til KV21 er det dog en forudsætning, at man lever op til de valgetiske retningslinjer, og at man vil gå til valg på og være med til at videreføre det, som er socialdemokratisk politik og vedtaget i et valgprogram. De ender har det desværre ikke været muligt at få til at nå sammen i forholdet mellem Paw Rytter og Socialdemokratiet i Hjørring Kommunekreds, lyder det fra Jakob Gislund.

Uenighed

Paw Rytter er ikke enig i Socialdemokratiets udmeldinger og beslutning. Han forklarer, at han aldrig har udtrykt, at han ikke vil gå til valg på sit partis valgprogram.

- Det eneste, jeg har gjort, er at forholde mig kritisk til udvidelsen af Hirtshals Havn. Her har jeg sagt, at hvis man skal gøre det, så skal der være styr på økonomien. Man skal ikke bare gøre det for at gøre det, fortæller han til Nordjyske.

- Det er blevet fremlagt som om, at jeg ikke vil gå til valg på valgprogrammet, og det er jeg ikke enig i, konstaterer han.

Paw Rytter sætter også spørgsmålstegn ved, at der skulle være tale om illoyalitet på grund af hans korrespondance med Claus Mørkbak. Han skriver følgende på sin Facebook-side:

- Derimod er det korrekt at jeg har haft en korrespondance med Claus Mørkbak Højrup fra Venstre over Messenger. Det er der i mine øjne intet odiøst i. Det overraskede mig, at Claus Mørkbak Højrup valgte at dele korrespondancen med Arne Boelt. Og der overraskede mig dobbelt at Arne Boelt kunne finde på at læse min og Claus korrespondancen højt på et kandidatmøde i socialdemokratiet. Der hvor jeg kommer fra, deler man ikke private beskeder. Heller ikke dem man måske finder lidt småtrælse.

Eftersom Paw Rytter ikke kan se sig selv stille op for et andet parti, har han planer om at påklage partiets beslutning til rette vedkommende inden for organisationen.

- Jeg er socialdemokrat. Selvom vi er nogen i partiet, som er socialdemokrater forskelligt, så gør det ikke mig mindre socialdemokrat, fastslår han.

Han mener også, at det bør være vælgerne og ikke partimedlemmerne, som bør have det sidste ord.

- I mine øjne bør det være op til de socialdemokratiske vælgere at afgøre, hvem de vil repræsenteres af, understreger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.