Vendsyssel teater

Sengetæppet går op for sygt sundt teater

Vendsyssel Teater vil i nyt samarbejdsprojekt tv-streame teater direkte til sygehuspatienter på Regionshospital Nordjylland

Teaterdirektør Lars Sennels ( i forgrunden) og samarbejdspartnerne præsenterede Sygt sundt teater projektet på Vendsyssel Teater tirsdag. Foto: Henrik Lois

Teaterdirektør Lars Sennels ( i forgrunden) og samarbejdspartnerne præsenterede Sygt sundt teater projektet på Vendsyssel Teater tirsdag. Foto: Henrik Lois

HJØRRING:Hvad har Vendsyssel Teater, Regionshospital Nordjylland, TV2Nord, Spar Nord Fonden og Region Nordjylland til fælles? De er gået sammen om at tv-streame teatrets egenforestillinger til sengeliggende patienter på regionshospitalets afdelinger.

Pilotprojektet, som har fået titlen Sygt sundt teater, blev præsenteret på Vendsyssel Teater tirsdag.

Fire gange i teatersæonen streames en direkte transmission fra teatrets egne forestillinger direkte ud på stuerne og fælleslokalerne på regionshospitalet til gavn, glæde og forhåbentlig adspredelse og sundhed for patienter, personale og gæstende pårørende.

Der lægges ud med transmission direkte fra Vendsyssel Teater 18. marts, hvor teatrets nye store forestilling Stormene om Stygge Krumpen og Elisabeth Gyldenstjernes forbudte kærlighedshistorie streames til patienterne, mens den spiller på teatret.

- Så skævt et projekt, har vi aldrig været med til, fortalte overlæge Kim Therkelsen fra Regionshospital Nordjylland. Her flankeret af fra venstre tv-direktør Mikael Justesen, udvalgsformand, Ole Stavad og bankdirektør Ole Peter Christensen.  Foto: Henrik Louis

- Så skævt et projekt, har vi aldrig været med til, fortalte overlæge Kim Therkelsen fra Regionshospital Nordjylland. Her flankeret af fra venstre tv-direktør Mikael Justesen, udvalgsformand, Ole Stavad og bankdirektør Ole Peter Christensen. Foto: Henrik Louis

Ideen opstod, da Vendsyssel Teaters direktør, Lars Sennels, var indlagt på Regionshospitalets afdeling i Hjørring og så, at alle patienter fulgte med på stuernes tv-skærme. Overlæge Kim Therkelsen var straks med på at vise teater på hospitalets kirkekanal. Det var hospitalsdirektør Henrik Larsen også. Men hvem skulle producere?

- Jeg henvendte mig til Mikael (Justensen, direktør for TV2 Nord), som straks sagde ja og det gjorde alle andre også, fortæller Lars Sennels.

Skuespillerne i Stormene sagde ja, ligesom skuespilforbundet, scenografer etc. Der er nemlig også et spørgsmål om juridiske rettigheder.

Så manglede man bare pengene. Spar Nord Fonden sagde ja til at give næsten 500.000 kroner og Regionsrådets udvalg for regional udvikling skød 100.000 kroner i projektet.

- Det er bevist, at kunst, musik og oplevelser kan gøre folk hurtigere raske, siger direktør Ole Peter Christensen, Spar Nord Hjørring.

Udvalgsformand i regionsrådet, Ole Stavad (S), fremhæver også sammenhængen mellem mental og fysisk sundhed som afgørende for udvalgets tildeling af penge til projektet.

TV2 Nords direktør understreger, at produktionen ikke betyder så meget som et minuts mindre tv til seerne, da alle udgifter til produktionen betales fuldt ud. Og det bliver ikke kedeligt tv-teater som i 1970erne, hvor man stillede ét kamera op.

- Det bliver i en super kvalitet, som vi ville kunne sende til hele landet. Hverken teatret eller tv2 Nord vil lægge navn til dårlig kvalitet, siger Mikael Justesen.

Han forventer, at der skal bruges op til otte kameraer til den direkte produktion af Stormene, blandt dem sikkert også bevægelige kameraer.

Regionshospitalets personale og pårørende får mulighed for at se forestillingen, så man bagefter kan dele oplevelsen med patienterne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.