Slagter million-fond og deler ud: Mange har mulighed for at søge portioner á 10.000 kroner

Hjørring Handel har opløst sin fond, og skal i den forbindelse have uddelt en masse penge - se her, hvem der kan søge hvor meget

 <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto: Torben Hansen

HJØRRING:Selv om fonden vist nok kan dateres helt tilbage til 1800 grønlangkål, så er den alt andet end kedelig: Nu slagtes den nemlig, og processen med at uddele indholdet - 1,4 millioner kroner - er gået i gang.

Det drejer sig om Hjørring Handelsstandsforenings Fond, som foreningen har fået lov til at ophæve af Civilstyrelsen. 

- Den var ved at æde sig selv op. Det var kun overskuddet, der måtte deles ud - og sidste år var der underskud i vores beholdning af værdipapirer. Samtidig har der været faste omkostninger til revisor hvert år med videre, forklarer formanden for Hjørring Handel, Betina D. Jensen.

Opfordring til væresteder

Der er nu åbnet for at kunne søge om at få del i midlerne - og lige nu er det især følgende personer, der opfordres til at søge:

Pulje 1.: Økonomisk hjælp til personer der skønnes at være værdige til at modtage hjælp. Modtagere der kan komme på tale er: Medlemmer af Hjørring Handel, deres enker eller børn, personer med fast bopæl eller hvor deres slægt tidligere har haft bopæl i Hjørring.

Pulje 2.: Økonomisk hjælp til personer der skønnes at være værdige til at modtage hjælp pga. sygdom eller ulykke – som supplement til forsikringsudbetalinger, understøttelse ol. fra det offentlige. Modtagere der kan komme på tale er: Medlemmer af Hjørring Handel, deres enker eller børn, personer med fast bopæl eller hvor deres slægt tidligere har haft bopæl  i Hjørring.

Formuleringerne kan virke lidt snørklede, men skal læses sådan, at også andre end medlemmer af Hjørring Handel kan søge.

Betina D. Jensen opfordrer eksempelvis til, at de forskellige sociale væresteder opfordrer - og hjælper - relevante borgere til at søge.

De to ovenstående kategorier kommer til at lægge beslag på to gange 10 procent af det samlede beløb - og da der uddeles portioner á 10.000 kroner betyder det, at der er plads at honorere 14 ansøgninger i hver pulje.

Resten af beløbet -  1,12 millioner kroner - kan udelukkende søges af medlemmer af Hjørring Handel - enten i forbindelse med uddannelse eller hjælp til erhvervs- og foreningsformål.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.