Sjælden chance: Sommerhusperle kan blive din
Huset var finalist i DR-konkurrence - og en sjældenhed på markedet, siger ejendomsmægleren
Opdateret 23. september 2024 kl. 17:17
JAMMERBUGT: "Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro, det var Bamse og Kyllings "beachhouse", der ligger her", sagde modedesigneren Uffe Buchard, da han skulle beskrive den nordjyske sommerhusperle, som han var med til at stemme i finalen, da DR i 2015 kårede Danmarks skønneste sommerhus.
Mens sol og temperaturer stadig forkæler Nordjylland med en ordentlig omgang indian summer, er det svært ikke at forelske sig i det lille sorte træhus, der er ét af de historiske fem gamle "landliggerhuse" alleryderst i klitten ved Tornby Strand.
- En sjældenhed udbudt til salg, skriver EDC Hirtshals om sommerhuset, der er døbt "Rylereden" og kan erhverves for 2.250.000 kr.
For de penge får man 26 kvm. ren idyl i forreste klitrække med i købet. Det lille sorte træhus blev oprindeligt blev opført i 1935, og foruden ren badehotelstemning i indretningen er det lykkedes at klemme seks køjepladser, køkken, toilet og en enorm mængde charme ind.
Udenfor er der plads til både hængekøje og udebruser, og ad en privat sti er der direkte adgang til en af Vendsyssels bedste badestrande og en dukkert i Vesterhavet.
- Det er meget specielt og kan i hvert fald ikke ligge ret meget bedre, lyder det fra ejendomsmægler Kim Roden.
Selv om huse som dette kun er sjældent udbudt, er "Rylereden" trods alt ikke blevet revet væk. Huset har været til salg i tre måneder, men Kim Roden er fortrøstningsfuld.
Solgt skal sommerhuset nok blive.
- Men jeg har da ikke lavet papirer på det endnu, oplyser Kim Roden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.