Coronavirus

Stigende smittetal i Vendsyssel - en kommune skiller sig dog positivt ud

På trods af at landet åbner mere for samvær og de danske erhverv, formår de tre kommuner i Vendsyssel stadig at holde smittetallene relativt langt nede

VENDSYSSEL:3, 9 og 2.

Sådan lyder mandagens smittetal i henholdsvis Frederikshavn, Brønderslev og Hjørring Kommune.

Smittetallene for de seneste syv dage er henholdsvis 49, 51 og 22 i samme rækkefølge.

Blandt de tre kommuner er det stadigvæk Hjørring Kommune, der formår at have det laveste smittetal. Tilmed er kommunen også blandt de kommuner med det laveste smittetal på landsplan.

Det lave smittetal er heller ikke kun til glæde for landet og Hjørrings beboere. Også borgmester Arne Boelt (S) glæder sig over kommunens smittetal.

- Det kan vi ikke forvente bedre. Vores borgere i kommunen gør det, de skal og sørger for at blive testet, holde afstand og spritte af. Det er vi meget tilfredse med, siger Arne Boelt.

Selvom både Frederikshavn og Brønderslev Kommune også præsterer lave smittetal - og lavere smittetal end for blot to uger siden - så er de to kommuners smittetal de seneste syv dage over dobbelt så høje som Hjørring Kommunes. Arne Boelt kan dog ikke pege på en konkret grund til det.

- Vi gør ikke noget, som de andre kommuner ikke gør. Smittetallene er et øjebliksbillede, og nogle gange ligger vi under de andre, og andre gange ligger vi over. Jeg tror dog på, at vi har nogle fornuftige og gode borgere, der gør, hvad der skal til. Det er borgernes fortjeneste, siger han.

De højere smittetal i Frederikshavn Kommune mener borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S), er en påmindelse til borgerne.

- Det er en påmindelse om, at virussen stadig er iblandt os. Samtidig er det en påmindelse om, at vi alle skal blive ved med at overholde restriktionerne, forklarer hun.

Genåbningsplanen

Som en del af regeringens genåbningsplan blev der torsdag 6. maj åbnet for flere af landets erhverv, samtidig med at der blev lempet på restriktionerne hos nogle af de allerede åbnede erhverv.

Det var blandt andet landets biografer, spillesteder, teatre og fitnesscentre, der kunne åbne igen.

Selve genåbningen af landet mener borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V), har haft en stor betydning for de stigende smittetal.

- Genåbningen gør, at vi kommer mere omkring, og så er det klart, at der også kommer mere smitte rundt i samfundet. Det betyder så også, at der deraf kommer flere tilfælde, siger Mikael Klitgaard.

Også Birgit Hansen fortæller, at genåbningen er med til at gøre smitterisikoen større.

Opfordring

Selvom smittetallene i Vendsyssel er stabile og i den lavere ende, så opfordrer Mikael Klitgaard stadig folk til at passe på hinanden.

- Vi må og skal have tiltro til, at folk passer bedre på, og at man er mere opmærksom på, hvordan man opfører sig. Derfor en opfordring herfra til at man passer bedre på ude i samfundet, siger Mikael Klitgaard.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.