Åbningsaften var en fest - men pengene var væk

Tre grå pengekasser blev forleden stjålet fra en åbningsreception i Sindal

Martin Uggerhal holdt åbningsreceptionen fredag. Foto Bente Poder

Martin Uggerhal holdt åbningsreceptionen fredag. Foto Bente Poder

SINDAL:- Det er da bare pissetræls oven på sådan en god aften.

Martin Uggerhal har en ærgerlig smag i munden oven på åbningsaftenen af Hos Martin i Sindal.

Aftenen sluttede nemlig på en måde, der efterlod et stort hul i kassen - eller nærmere i kasserne.

Dagen begyndte ellers med et brag af en fest i den bygning, der tidligere rummede Sindal Kro og Hotel. Det er her Martin Uggerhal og hans bedre halvdel, Bettina Hald, har forpagtet festlokaler, køkken og værelser.

Flere hundrede mennesker var dagen igennem forbi for at opleve stedet, høre musik og drikke en fadøl.

Klokken 23.30 lukkede Martin Uggerhal baren og smed alle byttepengene i tre pengekasser i en skuffe på kontoret.

- Vi har haft så travlt, at jeg ikke havde nået at få sat et pengeskab op, siger han beklagende.

Tre kvarter til en time efter var der ryddet op efter dagens festivitas, men da Martin Uggerhal gik tilbage til kontoret, var pengene væk.

Tyven er gået efter pengene

Thomas Albrektsen, politikommissær hos Nordjyllands Politi i Hjørring har modtaget en anmeldelse om tyveriet, og han fortæller, at pengekasserne indeholdt et beløb på mellem 15.000 og 20.000 kroner i kontanter.

Et beløb, som Martin Uggerhal nikker genkendende til.

- Det var dagens omsætning - på nær det, der er kommet ind på Dankort og Mobilepay. Der lå også både iPads, pc'er, kameraudstyr i kontoret. Det lå der stadig, så det må bare være én, der er gået efter pengene, konstaterer Martin Uggerhal.

Hverken han eller politiet ved, hvordan tyven eller tyvene er kommet ind i lokalet. Det kan være via køkkendøren, som måske stod ulåst. Eller via bagdøren.

- Det er lige der, alle gæsterne har siddet. Men vi ved det ikke. Vi har jo gjort klar til kameraovervågning, men det har vi heller ikke nået at få sat op. Der har været tusind ting at gøre inden receptionen, siger Martin Uggerhal.

- Det er gået stærkt

Selvom han er ærgerlig og bitter oven på tyveriet, så er han godt klar over, at det bliver svært at finde gerningsmanden.

- Det er gået stærkt, og vi har spurgt rundt i byen, men ingen har set noget. Det var jo sent på aftenen, siger Martin Uggerhal, som nu forsøger at lægge indbruddet bag sig.

- Vi gider ikke bruge mere energi på det nu. Man kan jo gå og være bitter over det længe, men det kan jo ikke hjælpe noget.

Indbruddet er sket mellem midnat og klokken 01 natten til lørdag den 3. juli.

Hvis du har oplysninger i sagen, er Nordjyllands Politi parat til at tage imod dem på 114.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.