Mænd fængslet efter røveri og slagsmål: Havde anden mands tegnebog på sig

Politiet blev kaldt til tumult i Hjørring. To mænd blev anholdt

Arkivfoto <i>Foto: Henrik Bo</i>

Arkivfoto Foto: Henrik Bo

HJØRRING:To mænd på 24 og 31 år fra Hjørring-området blev søndag fremstillet i grundlovsforhør efter et røverilignende forhold og et slagsmål natten til søndag. Det oplyser vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi.

Begge mænd blev varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for vold og røveri.

Politiet blev klokken 03.55 kaldt til Kongensgade i Hjørring, hvor fire mænd var i klammeri med hinanden.

Et vidne henvendte sig i den forbindelse til betjentene og fortalte, at vedkommende også havde set de to nu anholdte slå på en anden ung mand i Kongensgade. Vidnet kunne give en god beskrivelse af manden, og det lykkedes derefter politiet at finde den 23-årige mand, som er fra Hirtshals.

- Den unge mand kunne bekræfte, at han var blevet slået på, og desuden var han blevet frarøvet sin tegnebog, fortæller vagtchefen.

Det fik betjentene til at visitere de to anholdte, og på den ene fandt man tegnebogen.

De to mænd, som fremstilles i grundlovsforhør, er i forvejen kendt af ordensmagten.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden