To mænd tiltalt for drab: Rumæner blev trampet ihjel
To mænd på 27 og 30 år er tiltalt for drabet på en 42-årig rumæner i Hirtshals i oktober sidste år

Arkivfoto
HIRTSHALS:Det var drab, da en 42-årig herboende rumæner blev tæsket til døde natten til 13. oktober 2018 i Hirtshals.
Det mener anklagemyndigheden i hvert fald, og derfor er to mænd nu blevet tiltalt for drab - og ikke vold med døden til følge, som de i første omgang var sigtet for.
Det fremgår af anklageskriftet, som NORDJYSKE har fået aktindsigt i.
Den 42-årige rumæner blev fundet død på Sophus Thomsensgade tidligt om morgenen. Han var blevet dræbt med særdeles brutal vold.
Dagen efter blev en nu 27-årig og en 30-årig mand - begge fra Hirtshals - varetægtsfængslet, sigtet for vold med døden til følge.
Svære læsioner i hovedet
Retssagen mod mændene begynder tirsdag ved Retten i Hjørring, og her går anklagemyndigheden altså efter at få de to mænd dømt for drab.
Ifølge anklageskriftet blev den 42-årige rumæner dræbt om natten mellem klokken 03.05 og 05.30, hvor han blev fundet.
Den dræbte havde svære knusningslæsioner i hovedet, efter at han - ifølge anklagemyndighedens opfattelse - blev slået, sparket og trampet i hovedet af de to tiltalte.
Der er afsat fire retsdage til sagen, og der forventes at falde dom 19. juni.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.