Trængt handelsliv tænker ud af boksen: Vil bringe varer ud til kunderne

Handelsstandsforening i Hjørring med nyt tilbud under coronakrisen

Også herretøj kan nu bringes ud. Lars Dam Christensen fra Christian Din Tøjmand er med på ideen. Foto: Bente Poder

Også herretøj kan nu bringes ud. Lars Dam Christensen fra Christian Din Tøjmand er med på ideen. Foto: Bente Poder

HJØRRING:Mange af de restauranter, der lukke på grund af Corona, sætter ekstra tryk på take away, men handelsstandsforeningen opfordrer nu alle butikker til at bringe varer ud.

- Det er en helt ny situation for os. Ingen ved, hvor længe det varer, så nu vil Hjørring Handel tilbyde at bringe varer ud -alle forbrugsvarer. Vi har nogen, der tilbyder at lægge kræfter, biler og diesel til, siger handelsstandsforeningens formand, Ole Søndergård fra Bones, som fremover også vil bringe take away ud.

 Også handelsstandsforeningens formand, Ole Søndergård fra Bones, er med på at bringe varerne ud til kunderne. Foto: Bente Poder

Også handelsstandsforeningens formand, Ole Søndergård fra Bones, er med på at bringe varerne ud til kunderne. Foto: Bente Poder

Hos Christian herretøjsforretning i Strømgade er indehaver Lars Dam Christensen med på ideen.

- Hvis svagelige kunder eller folk, der er bange for at gå ud på grund af corona, har brug for at få en skjorte, bukser eller andet leveret, så er vi klar, siger Lars Dam Christensen.

- Vi er nødt til at gøre noget for at overleve i denne situation. Det kræver, at vi tænker ud af boksen. Vi har også en syerske, der kan træde til. Det er ikke prisen , men servicen, vi skal overleve på. Hvis udbringning er det, kunderne vil, så gør vi det.

- Hvis udbringning er det, kunderne vil, så gør vi det, siger Lars Dam Christensen. Foto: Bente Poder

- Hvis udbringning er det, kunderne vil, så gør vi det, siger Lars Dam Christensen. Foto: Bente Poder

Butikkerne står i et vadested, hvor det er svært at vide, hvilken vej, de skal gå.

Økonomiudvalget har netop bevilliget 50.000 kroner til Hjørring Handel til en handl-lokalt-kampagne "Sæt pris på din by", der efter planen skulle skydes af 25. april for at sætte fokus på butikkerne i byen. 20 andre udvalgte byer rundt om i landet er med.

- Det er fint med pengene, men corona gør det svært at vide, hvornår vi skal fyre pengene af. Vi kan risikere, at de reelt bare ryger ud af vinduet, hvis den nuværende situation fortsætter. Vi vil naturligvis rette os efter statsministerens anbefalinger og hun anbefaler jo, at vi ikke skal være så mange sammen.

- Der er ingen tvivl om, at forretningslivet også står i en hamrende alvorlig situation. Det var i forvejen et presset marked, så det er vigtigt, at vi som handel forsøger at stå sammen. Vi håber også at kunderne køber gaver eller gavekort - eventuelt til mors dag - selv om de ikke skal bruge gave her og nu. Det handler om at redde forretningslivet i Hjørring- både for de lokale kunder og de turister, der kommer.

Netop overlevelsesmulighederne for det lokale erhvervsliv lå økonomiudvalget på sinde, da et stort flertal sagde ja til at give 50.000 kroner til Hjørring Handels deltagelse i kampagnen.

- Det betyder faktisk noget for kommunen at have byer med livskraftige butikker. Det er ikke kun godt for vores borgere, men også for alle de turister, som lejer sommerhuse i vores kommune. Turisterne vil tage andre steder hen og leje sommerhuse, hvis vi ikke har butikker, de kan lide, Vi har selv et ansvar, siger borgmester Arne Boelt (S).

Dan Andersen fra Lokallisten stemte imod at give penge til kampagnen. Han mener, at Hjørring Handel gør det godt, men vil principielt ikke støtte arrangementer.

- Hvilke andre arrangementer skal vi sige nej til? Udviklingspuljen kan hurtigt blive tømt, siger Dan Andersen.

-

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.