Vandboringer frikendt for mystisk stof

Hjørring Vandselskab genåbner fem boringer ved Tornby

Produktionschef Jacob Andersen. Billedet er fra et af de lukkede vandboringer ved Bagterp Vandværk. Arkivfoto

Produktionschef Jacob Andersen. Billedet er fra et af de lukkede vandboringer ved Bagterp Vandværk. Arkivfoto

HIRTSHALS:Vandet flyder igen var vandboringer ved Tornby. 21. februar valgte Hjørring Vandselskab at standse indvindingen af grundvand fra fem af de 12 boringer ved Tornby, da der i en nærliggende overvågningsboring tilhørende statens GRUMO program var fundet et nyt og ukendt stof, t-Sulfinylacetic Acid.

-Nu har vi omsider modtaget analyseresultater af de prøver, vi fik taget på boringerne og Hirtshals Vandværk Vest, da vi slukkede for boringerne. Helt som vi forventede, er ingen af boringerne ramt af t-Sulfinylacetic Acid. Vi har derfor med det samme taget de fem boringer med i den normale produktion igen, fortæller produktionschef hos Hjørring Vandselskab, Jacob Andersen.

Da det nye stof blev omtalt og man formodede, at det formentlig stammede fra ulovligt importerede sprøjtemidler, blev beskyldningerne straks rettet mod landbruget. Men det er stadig uvist hvor stoffet kommer fra.

- Miljøstyrelsens overvågningsboring ligger tættere på jernbanen end vores drikkevandsboringer, så måske har det været brugt til at behandle jernbanesveller. Men vi ved ikke hvor det kommer fra, siger Jacob Andersen.

De drikkevandsboringer, der blev taget ud af drift, ligger indenfor en afstand af to kilometer fra statens overvågningsboring.

- Vi er imidlertid også væsentligt dybere nede i jorden med drikkevandsboringerne end overvågningsboringen, fortæller Jacob Andersen.

Vandselskabet lever i en virkelighed, hvor der hele tiden kommer nye krav og nye stoffer som grundvandet skal undersøges for.

Der er fortsat lukket fem vandboringer i Bagterp Hjørring efter fundet af svampemidlet DMS.

- Vi har ikke på kort sigt problemer med at levere vand nok. Men vi arbejder intenst på at finde nye rene kildepladser, og vi har lige nu et meget lovende område ved Astrup, fortæller Jacob Andersen.

I forbindelse med lukningen af boringerne i Tornby blev der også analyseret for et andet hidtil ukendt pesticid, der var fundet nogle få andre steder i landet, Amitrol. Heller ikke Amitrol var der spor af i boringerne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.