Lokalpolitik

Hjørringenserne gad ikke Pinse-tivoliet

Rudolfs Tivolipark havde ikke engang 50 gæster i løbet af tre åbningsdage

HJØRRING:- Nej, der var ikke lige, hvad vi havde regnet med ... Ordene kom i går eftermiddag fra én af ejerne bag Rudolfs Tivolipark, Susanne Petersen, der driver tivoliet sammen med Lasse Petersen. De havde under en hel del protest fra bl.a. villaejerne, der har baghave ned mod tivoliet, som en sjældenhed slået sig ned Hjørring for at holde åbent pinsen over. Men der kom altså ikke rigtigt nogen: - Ærligt, så har vi i alt fra åbningen torsdag aften, til vi lukkede lørdag aften, ikke engang haft 50 gæster inde. Og det kan vi slet ikke leve af. Så vi besluttede at lukke lørdag aften og ikke holde åbent som ellers planlagt og annonceret søndag Pinsedag, siger Susanne Petersen. Hun forklarer, at beslutninge om at lukke før tid hovedsageligt skyldes en driftsform, der skal bemandes og køre uanset om der kommer 10 eller 100 gæster. Eksempel personale ved forlystelser og i boderne. Men især går der en hel del penge til strømforsyning, fordi en dieselgenerator kører hele skidtet. Og den skal jo køre, uanset hvor mange der kommer. - Men kommer vi igen, skal vi jo nok gøre lidt bedre opmærksom på os selv, lyder det fra ejeren. I en annonce i onsdags i Vendelbo Posten reklamerede tivoliet ellers med, at der ville være åbent torsdag og fredag aften fra kl. 19 og lørdag og søndag fra kl. 14. Og samtidig kunne børn og voksne ifølge annoncen glæde sig til gratis at opleve Cirkus Futsko, der ville være klar søndag Pinsedag kl. 14.30: - Vi valgte altså at holde lukket søndag, primært p.g.a. fremmødet, men også fordi manden bag Cirkus Futsko ringede og meldte sig syg, forklarer Susanne Petersen. Det gav dog en hel del henvendelser i løbet af søndag eftermiddag. Flere forældre havde set annoncen omkring Cirkus Futsko og var derfor mødt op, men altså forgæves til både tivolipark og cirkus. Tilbage står så de sure naboer, der nødtvungent måtte holde pinse med et tivoli lige op mod baghaven. Her kom én af de største protester mod Rudolfs Tivolipark fra Ove Thomsen, Palleskærvej 14. Han blev noget overrasket over lige pludselig at se et tivoliland blive banket op i løbet af onsdag-torsdag i sidste uge. Og han klagede da også til både forvaltningen i Hjørring Kommune samt udvalgsformand Ole Ørnbøl (S) og borgmester Bent Brown (S) - men uden resultat. NORDJYSKE kontaktede Ove Thomsen i går eftermiddag - lige for at høre hvordan pinsen var forløbet: - Det har været træls. Vi har holdt os indendøre med vinduerne lukket, og så har vi ikke kunne høre nogen støj fra tivoliet. Men haven har vi slet ikke brugt, mens tivoliet var der, til trods for det gode vejr. Så nu afventer jeg bare det lovede brev fra borgmesteren, sagde Ove Thomsen i går. Det er et brev, hvor borgmester Bent Brown på vegne af Hjørring Kommune skriftligt garanterer de implicerede villaejere og naboer, at der aldrig igen kommer et tivoliland på pågældende sted. Det er græsarealerne ved Ungdomsskolen Godthåbs BMX-cykelbane ud mod Palleskær Engvej. Der er ikke tradition for, at forlystelsesparker som eksempelvis Rudolfs Tivoliland gæster Hjørring, idet det ikke er sket igennem mange år. Selvfølgelig lige undtaget det efterhånden traditionelle Herning Tivolipark, der igennem nu rigtig mange år har gæster Thomas Morilds Vej hvert år i uge 30 i forbindelse med Dana Cup.