Hjørrings erhvervsdirektør er også på banen under Dana Cup

HJØRRING:Selv om han ikke har fodboldstøvler på, så er Hjørrings erhvervsdirektør Bo Geertsen også på banen under Dana Cup. Han mener nemlig, at det gælder om at udnytte chancen, når Hjørring har besøg af så mange spændende mennesker fra alle egne af verden. - Vi har arbejdet med at synliggøre de erhvervsmuligheder, som der findes i Hjørring, fortæller Bo Geertsen. Dette er blandt andet sket gennem uddeling af brochurer, som skal forsøge at overbevise Dana Cup-gæsterne om, at hvis der skal etableres en virksomhed i Danmark, så kunne Hjørring være et sted at starte. - Der er mange spændende mennesker ved Dana Cup, men de fleste er jo nok bare på ferie, og de tænker derfor ikke på forretninger. Ingen respons - endnu Bo Geertsen har endnu ikke fået nogle konkrete henvendelser som følge af kampagnen, men det gør ikke så meget. - Jeg tror ikke, at det flytter en fabrik til Hjørring, fordi at vi har en annonce i Dana Cup-programmet. Ifølge Bo Geertsen drejer det sig om at være heldig. - Det er jo lidt som at finde en nål i en høstak. Men hvis man ikke leder, så finder man den heller ikke, siger han. Bo Geertsen fortæller, at det i år er fjerde gang, at Hjørring Erhvervsråd afvikler en charmeoffensiv under Dana Cup. - Man skal jo også huske, at der er mange danskere med ved Dana Cup, og det kunne jo være, at de fik et andet indtryk af Hjørring og af Nordjylland.