Hjørrings kampgejst er dalet på ti år

Kun en håndfuld borgere fra Hjørring var mødt op til debatmøde om den kommende sygehusstruktur

Hospitaler 22. marts 2007 05:00

HJØRRING: Kun en god håndfuld af Hjørring Kommunes næsten 70.000 borgere deltog i går i det borgermøde om en ny plan for strukturen af sygehusvæsenet i Region Nordjylland. Da der i 1990’erne blev diskuteret generalplan for Hjørring Sygehus kunne hjørringensere og sygehuspersonale komme op ad stolene. Debatmøder samlede dengang over 500 tilhørere i forskellige haller og der blev sendt protesttog gennem Østergade og til Amtsgården i Aalborg. Sådan er det ikke længere. Dengang kæmpede man, da der var risiko for, at specialer ville blive nedlagt. Men i dag synes dén risiko at være væk. Borgerne i Hjørring Kommune mødte i hvert fald ikke i stort tal op til borgermødet i Sindalhallen tirsdag aften. Siden sygehuset i Hjørring blev slået sammen med sygehuset i Frederikshavn til Sygehus Vendsyssel er mange funktioner rykket mod vest. Den nye sygehusstruktur lægger da også en kommende akutmodtagelse i Hjørring til ærgrelse for en del borgere i Frederikshavn. - Jeg synes nu ikke, at de to sygehuse skal bekæmpe hinanden. Man skulle netop forsøge at styrke forholdet og samarbejdet i stedet, sagde Kirsten Møller, Hjørring, som er sygeplejerske og indtil for nylig ansat på Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Hun kunne godt forstå, at frederikshavnerne synes, at det er en skam, at den flotte fødegang på sygehuset i Frederikshavn ikke bruges: - Men jeg tror, at der gik mere politik end sund fornuft i den sag. Der var ikke ansatte fra sygehuset i Hjørring til mødet. Fagforeningerne var ikke - som ellers - mødt op til debatten. Fra FOA Hjørring forklarer sektorleder Hanne Jensen, at man netop i dag skal mødes med politikere og planlæggere på Regionsgården for at høre om strukturplanen. - Tirsdag aften var vi simpelthen optaget af LO’s repræsentantskabsmøde. Men vi regner med at få stof til et høringssvar til regionen torsdag, forklarer Hanne Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...