Hjort håber på hele blå blok bag 2025-plan

Borgerlige partier bør stå bag en aftale om 2025-planen, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Politik 5. september 2016 10:30 - Opdateret 5. september 2016 11:27
Det er for tidligt at vurdere, om Alternativet skal købe hele pakken bag regeringens 2025-plan eller kan deltage i delaftaler på enkelte områder. Men hele blok bør stå bag aftalen.

Det siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) før mandagens forhandlinger med venstrefløjen - Alternativet, Enhedslisten, SF og grønlandske Inuit Ataqatigiit (IA). Venstrefløjen ventes ikke at spille en afgørende rolle i forhandlingerne.

- Det er alt for tidligt at tale om det. Det må vi jo se. Nu havde jeg sættemøder med en række partier i fredags. Nu har jeg sættemøder med en række partier mandag. Så må vi se, hvordan billedet ser ud, siger Claus Hjort Frederiksen.

Spørgsmål: Kan Alternativet være med i delaftaler?

- Jeg håber da, at rigtig mange vil være med i en aftale. Min opgave som finansminister er at samle et flertal for dette. Jeg går ud fra, at blå blok bliver enige. Men hvis andre vil være med, er vi da kun glade for det, siger Claus Hjort Frederiksen.

Alternativet afviser regeringens tvungne pension for de 750.000 danskere uden pensionsopsparing, omlægning af SU til mere lån og grønne besparelser som PSO-afgiften samt den grønne check. Men Alternativet vil gerne lave aftale om iværksætteri.

- Det, vi har spillet ud med, er jo ikke et alt-eller-intet-forslag. Det har vi til forhandling. Alle, der gerne vil drøfte og forhandle det med os, vil vi selvfølgelig gerne tale med, siger finansministeren.

Han vil ikke sætte Alternativet udenfor døren fra begyndelsen.

- Jeg har et helt åbent sind. Jeg håber, at så mange som muligt vil være med til så meget som muligt, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...