Lokalpolitik

Hjort lover hjælp til Ny Billund

Mister hver tiende arbejdsplads efter lukninger hos Danish Crown og Lego

400 medarbejdere på dagholdet hos Danish Crown Grindsted nedlagde i går arbejdet i skuffelse over bestyrelsens beslutning om at lukke virksomheden med 700 arbejdspladser. Foto: Scanpix

400 medarbejdere på dagholdet hos Danish Crown Grindsted nedlagde i går arbejdet i skuffelse over bestyrelsens beslutning om at lukke virksomheden med 700 arbejdspladser. Foto: Scanpix

ÅRHUS:Den kommende Ny Billund Kommune har fået løfte om hjælp fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), nu da den nye storkommune står til at miste hver tiende arbejdsplads som følge af fyringer på Danish Crown og Lego. - Jeg er meget opmærksom på situationens alvor. Det er sjældent, at et lokalområde rammes af to massefyringer på så kort tid. Derfor sætter vi alle sejl til, udtaler Hjort Frederiksen gennem sit ministerium. Situationen er katastrofal, siger borgmester i Grindsted og for det kommende Ny Billund Ib Kristensen (V). Han stiler efter at have en handlingsplan på plads om en måned til at skaffe nye virksomheder til området. Han siger, at der må ekstra penge til, og at der skal gøres en ekstraordinær indsats for at få de i alt 1600 fyrede på Danish Crown og Lego i arbejde igen. - Hvis det her var sket i en større by i den størrelsesorden, så havde der rejst sig et ramaskrig, siger Ib Kristensen. Fyringerne af 700 slagteriarbejdere og funktionærer på Danish Crown får effekt fra september. I Billund vil Lego afskedige 900 medarbejdere løbende over de næste tre år. Forståelse I Grindsted nedlagde slagteriarbejderne arbejdet fredag. Deres tillidsfolk meldte dog til ledelsen på forhånd, at aftenholdet ville genoptage arbejdet, oplyser Danish Crowns kommunikationschef, Anne Villemoes. - Arbejderne har meldt, at de ikke strejker, fordi de regner med at ændre på noget. Men de er rystede og skuffede, og vi har forståelse for reaktionen, siger Anne Villemoes. Hjort Frederiksen siger, at der må tænkes kreativt for at supplere AF-systemets ordinære indsats. - Vi har før haft succes med, at AF flytter ud på virksomheden, og på Fyn har man haft kæmpe succes med at skaffe afskedigede medarbejdere i arbejde ved at lave en særlig kampagne, siger ministeren. Han oplyser, at AF allerede er i gang med at finde ud af, hvilke initiativer der skal sættes i værk. I forvejen har Danish Crown lovet at genansætte “en stor del” af de fyrede slagteriarbejdere på andre østjyske afdelinger. Ligeså vil slagterikoncernen bruge penge på at finde job i andre virksomheder for resten, oplyser kommunikationschefen. Grindsteds borgmester siger, at der skal ekstra penge til, og at det også er nødvendigt med en indsats for at trække nye virksomheder til Ny Billund. Han mangler endnu også overblik over, hvad tabet af arbejdspladser kommer til at koste kommunen i mistede skatteindtægter på længere sigt. Ib Kristensen siger, at der skal gøres noget her og nu, fordi fyringerne vil bringe flere familier i økonomiske problemer. - Jeg ved ikke, om vi kan gøre noget ekstra for dem, men jeg har indtryk af, at mange bliver ramt, siger borgmesteren. /ritzau/