Hjort vil lempe mesters ansvar

- Urimeligt at arbejdsgivere altid straffes

AALBORG:Arbejdsgivere, der gør alt for at overholde loven, skal ikke længere automatisk straffes for de brud på arbejdsmiljøloven, som deres medarbejdere eventuelt begår. Det siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der er klar til at ændre reglerne, så arbejdsgivere kan slippe for straf, hvis medarbejderne ser stort på sikkerhedsreglerne. Ministeren har længe været under hårdt pres fra bl.a. Dansk Byggeri, der har påpeget, at de nugældende regler er forældede og ikke stemmer overens med samarbejdsformen på en moderne byggeplads. Bøde på 35.000 kr. Organisationen har bl.a. taget udgangspunkt i en sag fra Nordjylland, hvor et byggefirma for nylig blev idømt en bøde på 35.000 kr. Og det selv om det nødvendige sikkerhedsudstyr i form af et rækværk ifølge firmaets forklaring i retten var til stede på pladsen, og at svenden var blevet indskærpet, at gelænderet skulle bruges. - Jeg kan godt forstå, at arbejdsgiverne i nogle situationer føler sig urimeligt behandlet, når de får en bøde for overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Selv om arbejdsgiveren har gjort alt, går det alligevel galt nogle gange, fordi medarbejderne ser stort på reglerne. Derfor har jeg nu bedt mine embedsmænd om at undersøge, om vi kan skrue reglerne sådan sammen, at arbejdsgivere med ren samvittighed ikke bliver straffet, siger beskæftigelsesministeren. I dag kan virksomheder blive straffet med bøder, selv om de har opfyldt alle krav til sikkerheden, idet det er arbejdsgiveren, der har det endelige ansvar for, hvordan medarbejderne udfører arbejdet. Claus Hjort Frederiksen overvejer samtidig at skærpe reglerne overfor de ansatte, der fremover også kan imødese straf, hvis de overtræder loven. - Jeg vil se på, hvordan vi kan gøre medarbejderne mere bevidste om deres del af ansvaret for et godt arbejdsmiljø, siger beskæftigelsesministeren. Glæde hos byggeriet Hos Dansk Byggeri er der tilfredshed med, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) lægger op til at efterkomme arbejdsgivernes ønske. - Der findes ikke andre retsområder af betydning, hvor folk uden skyld bliver straffet, og derfor er det glædeligt, at der kommer politisk opmærksomhed på et problem, som har været en sten i skoen i mange år, siger administrerende direktør i Dansk Byggeri Jens Klarskov. Søren Pedersen, formand for Dansk Byggeri i Nordjylland, understreger, at det ikke handler om, at arbejdsgiverne vil løbe fra deres ansvar. - Det er selvfølgelig kun firmaer, der kan sige sig helt fri for skyld, der skal slippe, siger Søren Pedersen, der mener, at det vil løfte det generelle sikkerhedsniveau på byggepladserne, hvis medarbejderne i højere grad end hidtil skal stå til ansvar.