Skolelukninger

Hjortdal kæmper for at redde skolen

På et stormøde i Hjortdal har beboerforeningen og skolebestyrelsen i fællesskab besluttet at kæmpe til det sidste for at bevare den lukningstruede skole i lokalsamfundet.

Nu ved at foreslå den bevaret som indskolingsskole for børn i 0.-3. klasse. - Vi vil allerhelst bevare vores folkeskole intakt, men hvis ikke det kan lade sig gøre, så som en tryg indskolingsskole, og det har vi nu skrevet til samtlige politikere og foreslået, oplyser skolebestyrelsesformand Maria Bartholdy. Der har netop vist sig at være stort flertal i kommunalbestyrelsen for at nedlægge tre små skoler, heriblandt Hjortdal, der med sine ca. 60 elever er en af kommunens mindste, men den holdning vil beboerne forsøge at ændre. - Vi vil blive ved med at kæmpe for skolen, og vi har ikke opgivet endnu, siger beboerforeningens formand Tine Bilgram. - Selv om det så bliver en lille skole med måske 30 elever, ved vi at tallet vokser. Der kommer flere til, for børnene er her. De har bare ikke alderen endnu, forklarer hun. Beboerforeningen har friskoleplaner liggende i skuffen, men vil helst undgå at gøre brug af dem. - Vi vil helst have en folkeskole, og vi har heller ikke indbetalt gebyr til staten, så vi kan oprette friskole til august. Så hvis det kommer dertil, bliver det først senere.

Forsiden