Hjortdal vil på internettet

Styregruppe arbejder med legeplads, multihus og trafik

Borgerne i Hjortdal viser stor interesse for lokalsamfundets udvikling. 95 børn og voksne mødte til fællesspisning på skolen, da styregruppen inviterede til borgermøde. Styregruppen er en lokal paraplyorganisation for foreninger, skole, menighedsråd og Han Herred Havbåde. Tine Bilgram, formand i Hjortdal Beboerforening, er meget tilfreds med denne opbakning. - Det er fantastisk at se den store interesse for at møde, når vi har noget at fortælle eller vil høre borgerne om, fortæller hun. - Vi er ved at være færdige med en lokal hjemmeside for Hjortdal. Lige nu sender vi brev til lokale virksomheder og hoteller. De kan enten få en underside eller et link til egen hjemmeside. Målet er, at Hjortdal-hjemmesiden er i luften inden årsskiftet. Et andet lokalt projekt har fået arbejdsnavnet Multihus. - Det er endnu for tidligt at sige, om der bliver tale om et nyt hus eller en ændret brug af en nuværende bygning. Målet er at styrke skolen og giver borgerne et samlingssted. Tine Bilgram fortæller, at dette projekt skal drøftes i detaljer på en kommende borgermøde, sandsynligvis i februar 2009. - Vi er derimod sikre på, at en kombineret skovlegeplads og motionsplads bliver etableret. Skov- og Naturstyrelsen er villige til at stille et areal bag ringriderpladsen til rådighed, og vi arbejder for tiden med en plan for finansiering. Redskaber, der kan tåle at stå ude i al slags vejr, er nemlig dyre. John Kronborg, Feriecenter Slettestrand, er tovholder på dette projekt. Et andet projekt, der optager borgerne i Hjortdal, er trafikken gennem byen og mellem byen og Slettestrand. - Vi har fået at vide, at Jammerbugt Kommune i 2009 etablerer en længe ønsket cykelsti fra Hjortdal til Slettestrand. Det er vi glade for. Men vi vil i styregruppen også gerne have etableret heller ved indkørslen til Hjortdal og Slettestrand.