Hjulmand: Chelsea er største test af alle

FC Nordsjællands træner, Kasper Hjulmand, er både imponeret af Chelsea og spillernes løn før CL-kampen.

Hjulmand: Chelsea er største test af alle

FC Nordsjælland skal forberede sig på en meget vanskelig kamp, når de forsvarende Champions League-vindere fra Chelsea tirsdag kommer på besøg i Parken til den anden kamp i gruppespillet.

- Det er den største test af alle, siger træner Kasper Hjulmand.

- Vi møder mestrene. De fører Premier League efter seks kampe, og der er kun scoret tre mål mod dem. Det er et af de bedste hold i verden.

- En af deres spillerlønninger svarer til hele vores hold, så det er godt, at vi ikke skal konkurrere på lønnen, siger Kasper Hjulmand.

Selv om FCN for to uger siden åbnende gruppespillet med et 0-2-nederlag til Shakhtar Donetsk, så har træneren ikke mistet troen på den måde, FC Nordsjælland griber tingene an på i Europa.

- Vi tror på det, vi gør. Vi skal være et stærkt kollektiv og hjælpe hinanden. Og så skal vi spille med passion og mod.

- Mod Shakhtar havde vi bolden 62 procent af tiden på deres hjemmebane, og det er der ikke mange hold, der har prøvet. Men vi skabte ikke nok chancer.

- Det har vi sidenhen øvet os på i Superligaen, siger Kasper Hjulmand.

Typisk skal holdene i Champions League vinde hjemmekampene, hvis de vil videre fra gruppespillet. Men Hjulmand har endnu ikke lavet den form for udregninger.

- Jeg kigger kun en kamp frem. Vi skal tage en kamp af gangen og se, hvad der kommer.

- Men hjemme skal vi gøre noget. Og vi vil gøre noget for at vinde mod Chelsea, siger Hjulmand.

Kampen mod de britiske storfavoritter fløjtes i gang tirsdag aften klokken 20.45. Shakhtar Donetsk gæster Juventus i den anden kamp i gruppe E.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.