Hjulmand er grænseløst irriteret

FCN-træneren mener, at hans mandskab havde fortjent mere i Horsens

FCN-træner Kasper Hjulmand måtte nøjes med uafgjort i Horsens. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix

FCN-træner Kasper Hjulmand måtte nøjes med uafgjort i Horsens. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix

HORSENS:Onsdag aften fik FC Nordsjælland et point med hjem fra Horsens, da holdene spillede 0-0 i Alka Superligaen.

FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, ærgrede sig efter kampen over, at det ikke blev til tre point, da hans mandskab havde sat næsen op efter en sejr.

- Det irriterer mig grænseløst, at vi ikke kan slå dem. Vi havde håbet at vinde, og her efter kampen er jeg stadig træt af, at vi ikke vinder. Vi har flere skud på mål og har overtaget i kampen, men det bliver ikke helt farligt, siger Kasper Hjulmand.

Mønstre og relationer

- Vores offensive mønstre og relationer mangler lidt endnu, og vores afslutninger var ikke helt gode nok.

- Vi ville gerne være kommet foran, så vi kunne leve på omstillinger, men de passede rigtig godt på deres mål, så det blev svært at nedbryde dem, siger Kasper Hjulmand.

Cheftræneren var dog glad for at holde nullet, da Horsens meget gerne ville gøre det til en fysisk kamp med mange dueller.

Klarede det fint

- De missede jo ikke en mulighed for at sparke eller kaste en bold op i luften. Der er mange dueller, der skal forsvares, og det har vi haft problemer med, men vi klarede det fint i dag. Det var et skridt fremad defensivt, siger cheftræneren.

Det nordsjællandske mandskab havde ikke haft den bedste optakt til kampen, da en 2-0-føring mod Sønderjyske blev vendt til et nederlag på 2-3 i sidste runde.

Ifølge Hjulmand viste hans unge mandskab de rigtige takter i onsdagens kamp.

Et ungt mandskab

- De gjorde det godt. De prøvede at spille vores spil, som vi plejer. De viste det rigtige udtryk.

- Det er et ungt mandskab, som er nået rigtig langt indtil videre. De viser den rigtige modenhed. Vi mangler lige lidt flere point, før jeg er helt tilfreds, siger Kasper Hjulmand.

I næste runde tager FC Nordsjælland mod Esbjerg, som også ligger i bunden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.