Hjulmand om bronzekamp: Vidt forskellige forudsætninger

Bronzekampen bliver en duel mellem rutine og ungdom, lyder det fra FC Nordsjælland-træneren.

Kasper Hjulmand er tilfreds med, at hans unge hold mandag kan sikre bronze i Alka Superligaen. Foto: Scanpix/Henning Bagger

Kasper Hjulmand er tilfreds med, at hans unge hold mandag kan sikre bronze i Alka Superligaen. Foto: Scanpix/Henning Bagger

Med 0-0 mod AaB i Aalborg fredag aften fik FC Nordsjælland et lille forspring i kampen om bronzemedaljerne i Alka Superligaen.

Nordsjællænderne har dermed et point ned til FC København inden sidste runde, hvor de to klubber mødes.

- Jeg glæder mig helt vildt. Der skal være kæmpe cadeau til klubben og akademiet for, at vi står i den situation.

- Det er stort, når vi ser på forudsætningerne. De har lutter A-landsholdsspillere, mens vi har lutter U-landsholdsspillere, siger cheftræner Kasper Hjulmand.

I det målløse opgør fredag aften stod Farum-talenterne også talrigt på Aalborg Portland Park. Her havde gæsternes startellever en gennemsnitsalder på 21,1 år.

- Vi stiller med ni mand på banen, som vi har lavet på vores akademi. Ti med Jores (Okore, AaB-forsvarer, red.).

- Bare det er ekstraordinært flot uanset, hvordan det ender, siger FC Nordsjælland-træneren.

Holdets anfører. Mathias Jensen, ser frem til et endeligt opgør om bronzemedaljerne.

Med et ekstra point at gøre med har nordsjællænderne flere strenge at spille på, mener han.

- Jo længere kampen går, kan vi jo nøjes med uafgjort afhængigt af, hvordan det står til.

- Så tænker man sig måske lidt mere om og går ikke så meget med og satser for meget, siger han.

Bronzeduellen står på Right to Dream Park mandag klokken 18.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.